



Rosenborg spillede torsdag aften anden gruppekamp i Europa League, da de fik besøg af Vardar.
Nicklas Bendtner og Mike Jensen var begge med fra start hos hjemmeholdet, mens Jacob Rasmussen indtog plads på bænken.
Rosenborg virkede skarpest og farligst i første halvleg. De skabte flest muligheder og en af dem tilfaldt Bendtner efter 25 minutters spil. Han modtog bolden på kanten af feltet og tog et godt træk mod mål. En Vardar-spiller nedlagde angriberen og dommeren pegede på pletten.
Bendtner tog sig selv af straffesparket og sendte bolden i nettet til 1-0-føring til hjemmeholdet. Det var også stillingen ved pausen.
Anden halvleg var lidt mere end ti minutter gammel, da Rosenborg fordoblede føringen. Anders Konradsen trykkede af et par meter uden for feltet og kanonerede bolden op i det lange hjørne til 2-0.
Det blev også 3-0 til Rosenborg og denne gang efter fornemt forarbejde af Bendtner. Omringet af et par Vardar-spillere tog Bendtner et træk tilbage i banen, inden han lagde en hælaflevering ind i feltet til Vegar Eggen Hedenstad, der sparkede den ind.
Jacob Rasmussen blev skiftet ind efter 85 minutters spil.
I kampens slutfase fik gæsterne reduceret til slutresultatet 3-1, men Rosenborgs sejr kunne der ikke pilles ved. Nicklas Bendtner fik markeret sig med en scoring og en flot assist i Rosenborgs 3-0-sejr i Europa League.
Andetsteds havde Zenit besøg af Real Sociedad i samme gruppe. Begge mandskaber hentede store sejre i første spillerunde, men her til aften var det hjemmeholdet, der var skarpest.
Emiliano Rigoni bragte Zenit i front efter fem minutters spil og Aleksandr Kokorin sørgede for målet til 2-0 efter en kæmpe fejl af Sociedad-keeperen, som fuldstændig mistimede et indgreb på en lang bold. Den hoppede over ham og så kunne Kokorin score i et tomt mål.
Diego Llorente reducerede for Sociedad inden pausen efter et hurtigt taget hjørnespark.
Men efter en times spil satte Zenit dødsstødet i kampen ind. Branislav Ivanovic smækkede et indlæg ind i panden på Kokorin, som fra sin position bagerst i feltet, gjorde det til 3-1.
Aftenens resultater i gruppe L betyder, at Zenit topper gruppen med seks point, mens både Rosenborg og Sociedad har tre. Vardar er endnu ikke på tavlen.


Zenit
Real Sociedad
Rosenborg
FK Vardar Skopje
Europa League






























