





Brann og Sarpsborg smed begge point i weekenden, og derfor havde Rosenborg muligheden for at udvide forspringet i toppen til fire point, hvis de formåede at slå Kristiansund mandag aften.
Det var dog en usædvanlig danskerløs udgave af Rosenborg, der stillede op fra start. Mike Jensen var på vej tilbage fra skade og startede på bænken, hvor Nicklas Bendtner også sad - for første gang siden anden spillerunde.
Uden den danske duo og Jacob Rasmussen, der ikke var i truppen, kom Rosenborg dog fint fra land. Vilhjalmsson og Konradsen scorede begge i første halvleg, og Rosenborg var på vej mod en 2-0-sejr ved pausen.
Kristiansund lagde sig dog ikke ned og fik vendt kampen. Jean Alassane Mendy scorede to gange - efter 55 minutter og 61 minutter - og så var hjemmeholdet pludselig tilbage i kampen.
Efter 72 minutter blev Nicklas Bendtner sendt på banen, og et par minutter senere kom Mike Jensen også ind. I første omgang hjalp det dog ikke det store. Efter 83 minutter scorede Sondre Sørli nemlig til 3-2, og så var Rosenborg pludselig på vej mod et nederlag.
De fik dog reddet det ene point i overtiden, og det kunne de takke indskiftede Bendtner for. En løs bold landede hos danskeren, der fik sparket den i nettet, og så tog Rosenborg et enkelt point med 3-3.


Rosenborg
Kristiansund BK
Norge Eliteserien

































