Nicklas Bendtner har tirsdag eftermiddag bekræftet, at han var indblandet i en episode i København natten til søndag, og han ærgrer sig over, at det nu går ud over fans og medspillere i Rosenborg.
- Jeg beklager over for mine holdkammerater, at det her skal stjæle fokus i så vigtig en tid, sagde Nicklas Bendtner på pressemødet.
- Jeg takker for den forståelse, jeg allerede er blevet mødt med. De folk, jeg har delt omklædningsrum med i halvandet år, ved godt, at jeg ikke er og aldrig har været voldsmand, men at jeg beskytter, dem jeg har kær.
- Over for Rosenborgs fans og publikum beklager jeg, at dette er sket, og jeg beklager, at jeg ikke undgik at havne i situationen, siger Bendtner.
Den daglige leder i Rosenborg, Tove Moe Dyrhaug, havde ikke afleveret en fyreseddel til Nicklas Bendtner, men gentog flere gange, at det er op til det danske retssystem at få opklaret sagen, før Rosenborg forholder sig yderligere til situationen.
Nicklas Bendtner erklærer sig i øvrigt uskyldig i overfald. Det siger hans advokat Anders Nemeth til BT, og angriberen regner med, at han skal spille resten af efterårets kampe i Rosenborg.
- Vi har mange spændende kampe i efteråret. Vi er med i guldkampen, og vi skal spille kvartfinale i cuppen. Jeg ønsker at bidrage til, at vi når vores målsætninger, og at det bliver endnu en mesterskabssæson. Jeg vil bidrage med alt, hvad jeg har, siger Nicklas Bendtner.
Rosenborg skal spille igen på søndag, hvor det gælder Vålerenga på udebane.


Rosenborg
Norge Eliteserien






























