



Søndag startede Nicklas Bendtner på kanten for Rosenborg, da holdet slog Molde med stensikre 4-0.
Bendtner har tidligere i karrieren spillet på kanten, og rollen passede ham godt, fortæller han til Rosenborgs hjemmeside.
- Jeg har ikke spillet wing siden Arsenal-dagene. Det er godt nok lang tid siden.
- Det var en lille smule hårdere end at spille oppe foran, men det passer mig rigtig fint, siger danskeren med et grin.
- Vi ved alle sammen, at jeg er glad for at få og være på bolden, og som venstre kant kan jeg komme ind i banen og både være en lufttrussel, men også spille med den.
Bendtner scorede to mål i kampen og fik dermed åbnet målkontoen for sæsonen.
- Jeg var rigtig glad for at score mit første mål i sæsonen, og jeg var glad for måden, vi fik scoret det på, siger Bendtner.
Rosenborg ligger efter fire kampe nummer seks i Eliteserien med fire point op til søndagens modstander fra Molde, der indtager førstepladsen.


Rosenborg
Norge Eliteserien
































