Nicklas Bendtner røg i april ud i kulden i Rosenborg, men trods den ærgerlige afslutning har den norske klub været glade for danskeren.
Sportschef Stig Inge Bjørnebye siger til norsk TV2, at Bendtner har spillet en stor rolle i sin tid i klubben.
- Han har været en central del af meget af det, der er sket, mens han har været her. Han har vundet to mesterskaber, og vi har været i Europa to gange, og der var han afgørende i mange situationer for et kollektiv, siger Bjørnebye til norsk TV2.
- Han var også afgørende i en cupfinale. På mange måder har det været vældig fint at have ham her. Vi ønsker ham held og lykke med karrieren og håber, han har sulten og engagementet til at lykkes i FCK.
Rosenborg-chefen vil dog ikke sige, at klubben er lettet over at komme af med Bendtner.
- Sådan tænker vi ikke, men situationen var speciel, da han var ude af truppen. Jeg tror, det var en lettelse for ham, og det er en lettelse for os i den forstand, at vi er glade på hans vegne. Det var et skifte, han kunne tænke sig, og det er godt for alle parter, at det gik i orden, siger Bjørnebye.
Nicklas Bendtner nåede 35 mål og 13 assists i 86 kampe for Rosenborg.


FC København
Rosenborg
3F Superliga

































