Dagens lodtrækning til Champions League-kvalen bød blandt andet på en duel med de norske mestre fra Rosenborg og de irske ditto fra Dundalk.
Og det bliver et danskermøde mellem Niclas Vemmelund på Dundalk-holdet mod trioen Mike Jensen, Nicklas Bendtner og Jacob Rasmussen.
- I forhold til de hold vi ellers kunne have trukket, så ville vi da helst have haft nogle andre. For eksempel FH fra Island, som de slog ud i sidste sæson.
- Men personligt bliver det da meget sjovt for mig at skulle møde et andet skandinavisk hold og så endda et med danskere på, siger Vemmelund til bold.dk og tilføjer:
- Dundalk klarede det rigtig godt i Europa i sidste sæson, og det er målet igen, så der vil blive satset på kampene mod Rosenborg. Men selvfølgelig er de klare favoritter.
24-årige Vemmelund har etableret sig i Dundalks centrale forsvar, så han kan formentligt se frem til en direkte duel med Nicklas Bendtner.
- Det bliver en stor udfordring for mig. Han har været Danmarks bedste angriber i flere år, inden det gik lidt ned ad bakke for ham. Det bliver sjovt at prøve at spille over for ham.
- Herovre er Bendtner nok den danske spiller, som de kender allerbedst. Ham og Christian Eriksen selvfølgelig.
Dundalks eventyr i Europa Leagues gruppespil i sidste sæson kom efter de have elimineret blandt andet Bate Borisov og FH i kvalifikationen. I gruppespillet fik de fire point – tre hjemme mod Maccabi Tel Aviv og ét ude mod AZ.
mikael@bold.dk


Rosenborg
Dundalk






























