Rosenborg-duoen Mike Jensen og Nicklas Bendtner er begge udtaget til de kommende landskampe mod Irland i VM-playoff.
Bendtner har været stærkt spillende i efteråret og har scoret masser af mål på det seneste, og Mike Jensen forklarer da også, at det er en Bendtner fyldt med selvtillid, som går ind til de to kampe.
- Scoringsmæssigt kom han lidt langsomt i gang, og det havde mange medier fokus på, men vi spillere kunne godt se fra starten, hvor mange kvaliteter Nicklas har. Vi vidste, det var et spørgsmål om tid, før han ville komme til at score, Jensen til bold.dk.
- Han er blevet bedre og bedre i løbet af året. Han er ikke bare blevet stærkere og er kommet i bedre form, hans selvtillid har også været stødt stigende hele vejen, og han sparker alt ind i øjeblikket. Han har udviklet sig hele vejen og er tilbage på et utroligt højt niveau, hvor han er fyldt med selvtillid.
- Man ser tydeligt hans kvaliteter, når vi er ude i Europa. Det er svært at vurdere hans kvaliteter i en udekamp mod Sandefjord, det er nemmere i en kamp mod Celtic, Ajax eller Zenit, og der har han gjort det godt. Her viser han noget af det, som der er brug for i internationale kampe.
Nicklas Bendtner fører med to runder tilbage af Eliteserien topscorerlisten med en enkelt scoring ned til Ohi Anthony Omoijuanfo.
Mike Jensen vil hjælpe Bendtner til topscorertitlen i Eliteserien, hvor Rosenborg allerede har sikret sig guld.
- Det er helt sikkert et mål for os, at Nicklas bliver topscorer. Vi vil gerne hjælpe Nicklas til at få sluttet godt af, så han kan krone en flot sæson med også at blive topscorer.
- En af Nicklas’ motivationer her i slutningen af sæsonen er jo nok at blive topscorer, og det er også et fint mål at sætte for holdet. Hvis han siger, at han går efter det, må han gå ud og levere, og gør han det, skal vi nok hjælpe ham så godt som muligt.
29-årige Bendtner har scoret 21 mål i 40 kampe for Rosenborg i sæsonen.
mikkel@bold.dk


Rosenborg
Norge Eliteserien
VM
Danmark






























