Søndag aften sparker de forsvarende norske mestre fra Rosenborg en ny sæson sæson i gang i Eliteserien med en hjemmekamp mod Odd Ballklubb.
Før sæsonen er Rosenborg, med Mike Jensen, Nicklas Bendtner og Jacob Rasmussen i truppen, storfavoritter til at tage titlen igen, og anfører Jensen er enig i, at Rosenborg er favoritter.
- Det bliver jo ikke sådan, at vi bare vader igennem ligaen, men samtidig har vi det sådan, at vi er vores egen værste fjende, og det er op til os selv at gøre det igen, siger Jensen til bold.dk.
- Vi har troen på, at vi er de bedste, og vi påtager os derfor gerne favoritværdigheden, men vi ved også, at det bliver en lang sæson, og der skal spilles mange kampe, så meget kan gå galt undervejs. Men vi er favoritter, den er jeg med på.
Rosenborg har de seneste par sæsoner været aldeles suveræne, og Mike Jensen forventer, at holdet igen går ind til alle kampe som favoritter og derfor skal finde de samme løsninger, som de har formået de seneste år.
- For vores del bliver det jo igen spil mod hold, som har stor respekt for os og derfor står meget lavt. Vi skal have en god balance i kampene, hvor vi formentlig kommer til at angribe rigtig meget, men samtidig altid skal være opmærksomme på kontrastød imod os.
- Vi har en hård start, hvor vi møder nogle af de hold, vi nok kan forvente bliver rivaler i toppen, og kan vi komme godt ud af dem, ser det rigtig fornuftigt ud fra start.
Mike Jensen føler, at et fremragende 2016 kun manglede succes i Europa, da holdet over sommeren røg ud i kvalifikationen til både Champions League og Europa League.
Europæisk succes er derfor meget vigtig for Rosenborg, og selvom kampene først ligger flere måneder ud i fremtiden, er det noget, som har haft indflydelse på opstarten på holdet.
- Vi har tidligere mødt hold i træningskampene, hvor vi var en del bedre end dem og primært fik trænet, hvordan vi skal åbne et kompakt forsvar op. I år har vi mødt stærkere modstandere, som Salzburg, FCK og Malmø, så vi har øvet os på de scenarier, hvor vi møder international modstand.
- I sidste sæson havde vi en formnedgang om sommeren. Det var stort set det eneste formdyk, vi havde som hold, og det var jo uheldig timing, da det var dér, vi skulle kvalificere os til Europa. Det kunne være rigtig fint, hvis vi undgår det igen, men der er så lang tid til det, så det er ikke noget, vi har fokus på endnu.
- Det norske fodboldforbund har givet os nogle friweekender omkring de uger, hvor vi skal spille de kampe. Det får nok ret stort fokus, når vi når til de uger, siger Jensen til bold.dk.
Mike Jensen, Nicklas Bendtner og Jacob Rasmussen indledte onsdag sæsonen med en 2-0-sejr i Super Cuppen.
mikkel@bold.dk


Rosenborg
Norge Eliteserien






























