Rosenborg slog Ajax ud i playoff til Europa League og kommer torsdag på endnu en stor opgave, når holdet møder spanske Real Sociedad på udebane.
Anfører Mike Jensen ved, at der venter en hård kamp og forventer også, at kampbilledet bliver meget lig det, de var igennem mod både Ajax og i Champions League-kvalifikationen mod Celtic.
- Deres spillere er virkelig gode i én mod én-situationer, og vi skal alle være dygtige til at forsvare os. Jeg tror, at det kan blive det samme kampbillede som mod Ajax og Celtic. Sociedad kommer til at have bolden meget, men vi håber på mange kontraangreb, siger Jensen ifølge NRK.
- Vi skal præstere op mod vores allerbedste og samtidig have lidt held og marginaler på vores side. Vi taber, hvis vi spiller dårligt, men vi er ikke bange for nogen.
- Vi er her for at præge gruppen – ikke bare for at være med.
Udover Sociedad er Rosenborg også i gruppe med Zenit og Vardar.


Rosenborg
Europa League






























