Eliteserien -Mike J: Vi skal være stolte af mesterskabet
2017-11-05 12:22:01
Foto: Knut Inge Røstad

Mike J: Vi skal være stolte af mesterskabet

Rosenborg-anfører Mike Jensen er glad for det norske mesterskab, som kom i hus lørdag, da Molde tabte.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Rosenborg vandt lørdag det norske mesterskab for tredje år i træk - helt uden at være i aktion. De nærmeste forfølgere fra Molde tabte, og det betød altså, at Rosenborg nu ikke kan hentes.

Rosenborg-kaptajn Mike Jensen ærgrer sig en smule over måden, mesterskabet kom i hus på.

- Det er vel den mest kedelige måde at blive det på, men det er noget, vi har arbejdet hårdt for i et år, så vi skal selvfølgelig glæde os over et mesterskab, siger Mike Jensen i en video på Rosenborgs hjemmeside.

I videoen sidder Mike Jensen i et lokale, hvor blandt andre Jacob Rasmussen går rundt og spiller pool, og der er ikke meget mesterskabsfest over det.

- Lige nu er der jo ikke kæmpestor stemning, men det smager godt indeni, og vi skal huske på følelsen, når vi lægger os i seng. Vi er mestre for tredje år i træk, og det er stort. Det skal vi være stolte af.

- Vi må fejre det med vores fans på et senere tidspunkt. Det skylder vi dem, siger Mike Jensen.

Rosenborg-anføreren bakkes op af sin danske holdkammerat, som kortvarigt måtte slippe spillet på bordet.

- Det er dejligt. Det er mit første mesterskab nogensinde. Men som Mike også siger, så er det en lidt kedelig måde at vinde på, når man ikke selv har været i aktion, men bare skal sidde foran fjernsynet og vente. 

- Men det tager vi med. Et mesterskab er et mesterskab, så det siger vi ikke nej tak til, siger Jacob Rasmussen.

Rosenborg møder Aalesund senere søndag og får mulighed for at fejre mesterskabet der.

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce