Rosenborg har for længst sikret sig det norske mesterskab i denne sæson, mens holdet ligger nummer tre i Europa Leagues Gruppe L bag Sociedad og Zenit.
Rosenborg er dog slået ud af den norske pokalturnering og vinder dermed ikke the double, som holdet ellers har gjort de seneste sæsoner.
Anfører Mike Jensen føler dog, at holdet har udviklet sig godt i løbet af sæsonen.
- Vi har taget et skridt i den rigtige retning. Vi har lagt lidt mere på, og især vores aftryk i Europa er blevet langt bedre, end det har været tidligere, siger Jensen til bold.dk.
- Vi har fået godt tilgang, som lige skulle falde til i starten, men som jo har vist sig at være klare forstærkninger.
- Det giver også noget til holdet, at vi møder nogle meget stærke hold. Det er selvfølgelig også med til at udvikle os som spillere individuelt og som hold. Det giver os en masse at spille disse kampe.
Selvom avancement fra Europa League-gruppen ser svær ud, føler Jensen alligevel, at Rosenborg langt hen ad vejen kan være tilfredse med indsatsen i Europa.
- Vi mødte tre stærke hold i kvalifikationen, men formåede at gå videre til gruppespillet alligevel. I den første kamp mod Sociedad var vi ikke gode, hvor vi begik nogle dumme fejl, men efterfølgende har vi leveret nogle rigtig gode præstationer.
- Vi hentede en flot sejr mod Vardar, leverede en god præstation ude mod Zenit og en rigtig godt indsats hjemme mod Zenit, hvor vi burde have vundet. Havde vi haft lidt mere rutine og været lidt dygtigere, så havde vi fået et point i Zenit og vundet kampen hjemme.
- Vi er ikke med i Europa bare for at være turister. Vi vil vise, at vi er gode nok til at være med, og vi har stadig muligheden for at gå videre, selv om det ser svært ud. Vi ser mere robuste ud, og vores topniveau er blevet en smule højere, siger Jensen til bold.dk.
Rosenborg mangler at spille to kampe i Eliteserien mod Viking og Odd, mens holdet skal møde Sociedad og Vardar i Europa League og skal vinde begge to for at have en chance for avancement.
mikkel@bold.dk


Rosenborg
Norge Eliteserien
Europa League






























