





Efter en skidt sæsonstart ser det ud til, at Rosenborg er ved at finde formen i Eliteserien, og lørdag eftermiddag skulle klubben forsøge at tage endnu et ryk frem i tabellen.
Her kom ottendepladsen Viking på besøg hos danskerklubben, der før opgøret lå én placering bedre i den bedste norske række. Kun to point adskilte de to mandskaber, der dermed kunne bytte plads efter dagens kamp.
Mike Jensen var med fra start for Rosenborg, som satte sig på opgøret fra start og også hurtigt fik en mulighed for at komme i front.
Alexander Søderlund forlængede et indlæg til bagerste stolpe, hvor den FCM-ejede Babajide David Akintola stod helt fri. Han sendte den dog over mål.
Værterne fortsatte de gode takter, men der skulle dog noget af en drømmekasse til, før Rosenborg kunne juble efter 36 minutters spil. Højreback Vegar Hedenstad trykkede af udefra og bankede bolden i kassen til en føring for hjemmeholdet.
Fire minutter senere blev føringen fordoblet, da Alexander Søderlund fik hovedet på et hjørnespark og headede 2-0-målet i kassen.
Kort inden pausen fik Viking reduceret ved Jostein Ekeland, der sikrede, at der for alvor var spænding i opgøret efter pausen.
Anden halvleg var dog kun fem minutter gammel, da den spænding blev lidt mindre. Her sørgede Anders Konradsen for, at det blev 3-1. Alexander Søderlund tog et indlæg flot ned, inden han lagde den til rette for Konradsen, der scorede.
Rosenborg fik efterfølgende annulleret to scoringer for offside, og gæsternes Zymer Bytyqi havde en gylden mulighed for at bringe spændingen tilbage i opgøret, da han med et kvarter igen kom alene igennem. Han sendte dog bolden på stolpen.
Kort efter blev kampen så lukket. En velspillende Alexander Søderlund modtog et indlæg, som han fik foden på og formåede at få bolden skovlet i kassen.
Otte minutter senere var Anders Konradsen igen på pletten. Denne gang var det Mike Jensen, der lagde bolden til rette for ham, og fra kanten af feltet scorede han sit andet mål.
Kampen sluttede 5-1 til Rosenborg, der nu indtager femtepladsen i Eliteserien med seks point op til førstepladsen Molde.


Rosenborg
Norge Eliteserien




































