Eliteserien -Mormor var indlagt: Carlo Holse hastede hjem
2020-04-27 22:21:02
Foto: Getty Images

Mormor var indlagt: Carlo Holse hastede hjem

Carlo Holse forklarer nu hovedårsagen til, at han måtte forlade Norge for at komme hjem til familien. Hans mormor har været indlagt med corona-symptomer – men var heldigvis ikke ramt af sygdommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Søndag kom det frem, at Carlo Holse havde fået lov at forlade Trondheim og Rosenborg for at tage hjem, og cheftræner Eirik Horneland fortalte, at den tidligere FC København-spiller havde haft det svært.

Men det var altså ikke det rene klynkeri, der gjorde, at Carlo Holse måtte hjem til København. Det fortæller han i Viaplay Sport Live.

- Jeg har en mormor, der desværre har været indlagt med corona-symptomer. Det var heldigvis ikke corona, men det fik de røde lamper til at lyse, og jeg ville bare gerne hjem og se familien i den svære tid. Jeg var alene i Norge, så da jeg fik nyheden om min mormor, var det bare med at komme hjem.

- Det var lidt af et reality check. Jeg synes egentlig, det var gået godt. Jeg havde fået lejlighed og bil, og der var ved at være styr på livet uden for fodbolden, så jeg fik et lille chok, og jeg fik bekræftet, at det kunne komme tæt på, siger Carlo Holse.

Han skynder sig at slå fast, at han egentlig havde fundet sig godt tilpas på fodboldbanen i Norge. Han havde sågar lært et par norske fraser. Men han er ikke bleg for at erkende, at isolationen langt væk hjemmefra nåede at påvirke ham.

- Vi gik i to-tre uger uden at træne og lave noget, og da følte jeg mig meget ensom, fordi jeg ikke rigtigt måtte se andre end mig selv. Det handlede om at være gode venner med sig selv. Det var hårdt. Jeg følte lige, jeg var kommet i gang og på plads, så det var et tilbageslag, men sådan er det. Man må tage det sure med det søde, siger Carlo Holse.

Han fortæller, at det norske fodboldforbund melder nyt ud torsdag, og at han muligvis skal tilbage til Norge i slutningen af denne uge.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce