
De norske mestre fra Rosenborg led onsdag et skuffende nederlag i Champions League-kvalifikationen, da holdet tabte 1-0 til islandske Valur.
Cheftræner Kåre Ingebrigtsen var efter kampen skuffet over resultatet, men tror på, at Rosenborg kan få vendt opgøret i returkampen på hjemmebane.
- Det var et unødvendigt nederlag, for det var en kamp, vi kunne have undgået at tabe. Vi var i god kontrol i hele kampen, og de havde kun lange indkast og dødbolde, som gav os lidt problemer, men som de så også fik scoret på, siger Ingebrigtsen til Rosenborgs hjemmeside.
- Vi var for uskarpe på den sidste tredjedel og skabte for lidt. Vi var ikke gode nok foran mål, men var lidt for passive. Det var ikke direkte nok, men vi lå og spillede den for meget frem og tilbage.
- Kampe i Champions League-kvalen er altid jævnbyrdige, og man skal spille op til sit bedste, hvilket vi ikke gjorde her. Det var et skidt nederlag, men vi ved, at det er fuldt ud muligt at slå dette hold med flere mål hjemme på Lerkendal.
Returopgøret i Trondheim spilles på onsdag.


Rosenborg
Champions League































