



Rosenborg var bagud 0-1 mod Maribor i tirsdagens Champions League-kvalifikationskamp, men takket være en flot anden halvleg vendte nordmændene det til 3-1.
Anders Konradsen stod for to mål, og det var ikke tilfældigt. I pausen lavede han nemlig lidt af en scene for at opildne holdkammeraterne - og det gav pote.
- Han er en vinder. Han var tændt i pausen, skældte ud på alt og alle, og han råbte og larmede. Han ville vise, at 'vi skulle vinde den her'. Han kom ud og scorede to, og det viser hvilken type, han er, siger træner Eirik Horneland til tv2.no.
Selv siger Konradsen om sin pause-skældud:
- Det kogte lidt. Vi var alle sammen på bølgelængde, men vi er en god flok, der siger fra. Essensen var, at vi ikke måtte trække kæderne mere sammen. Nerverne spillede os et puds, og vi gjorde ikke det, vi skulle. Så budskabet var, at vi skulle gøre det mere simpelt, siger Konradsen.
- Jeg er nok i mit livs form. Det er bare at nyde det, siger den 29-årige midtbanespiller, der har scoret fem mål i fem CL-kval-kampe.
Rosenborg møder nu kroatiske Dinamo Zagreb i Champions League-playoff.


Rosenborg
Champions League


































