Rosenborgs medlemmer blev mandag aften enige om at tage et lån på 45 millioner norske kroner, så klubben kan købe den fulde ejerandel i Lerkendal Stadion. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Lerkendal har indtil videre kun delvist været ejet af Rosenborg. Blandt andre Trondheim Kommune og Siemens har været en del af ejerkredsen, men nu bliver det altså udelukkende Rosenborg, der kommer til at eje hjemmebanen.
De 36 medlemmer på mødet mandag aften stemte alle ja til forslaget om at optage lånet, og det var bestyrelsesformand Ivar Koteng begejstret over.
- At det blev vedtaget enstemmigt, var ligesom at slå Vålerenga med 3-0 i går (søndag, red.), siger Koteng ifølge Rosenborgs hjemmeside.
Lerkendal har i år 70 års jubilæum. Det blev indviet den 10. august 1947.


Rosenborg
Norge Eliteserien






























