

Efter endnu engang at have sikret sig titlen som norske mestre før landsholdspausen er det nu med at se frem mod næste weekends pokalfinale for Rosenborgs vedkommende.
Inden da skulle Trondheim-klubben med Nicklas Bendtner og Mike Jensen fra start dog spille deres sidste ligakamp i denne sæson, da Bødø/Glimt uden en skadet Philip Zinckernagel kom på besøg.
Og som forventet blev det en langtrukken affære på Lerkendal Stadion, som på mange måder bare skulle spilles færdig.
I de sidste tyve minutter faldt der dog endelig mål, da først Ulrik Saltnes satte bolden ind til 1-0 for udeholdet, før netop indskiftede Yann Erik de Lanlay fik sat udligningen for hjemmeholdet til slutresultatet 1-1.
Hermed slutter Rosenborg Eliteserien med et fem points forspring ned til nummer to fra Molde.
Netop Molde med Christopher Remmer igennem alle 90 minutter vandt på udebane med 3-1 over nedrykkerne fra Sandefjord, mens Matti Nielsen fik 70 minutter for Sarpsborg, der vandt med 2-0 på udebane over Tromsø. Remmer og Molde henter derfor sølvmedaljer efter en sæson, hvor de i langt tid lå lunt i svinget i kampen om mesterskabet.


Rosenborg
Molde
Bodø/Glimt
Sandefjord
Norge Eliteserien

































