



Da Rosenborg mandag vandt 2-1 i topkampen mod Sarpsborg, scorede Nicklas Bendtner et fremragende mål til 1-0.
Efter kampen hyldes den store angriber for sit flotte mål af både cheftræner og holdkammerater.
- Målet taler for sig selv. Man behøver ikke at sige mere om det, siger cheftræner Kåre Ingebrigtsen ifølge VG og forklarer, hvor Bendtner blev skiftet ud undervejs i anden halvleg:
- Det var aldrig meningen, at han skulle spille 90 minutter. Nicklas har jo næsten aldrig spillet på kunstgræs før, og vi ville gerne have ham hel hjem, ikke på en båre.
Også holdkammerat Tore Reginiussen roser Bendtner for præstationen.
- Scoringen var en perle. Det er bare at se den i langsom gengivelse og hygge sig med den. Det er en fantastisk præstation at banke bolden op i krydset derfra, og der er en grund til, at han har været i Arsenal, Juventus og Wolfsburg. Jeg håber og tror, at Nicklas spiller her i hele sæsonen, siger Reginiussen ifølge VG.
Bendtner har scoret tre gange i Eliteserien i denne sæson.


Rosenborg
Norge Eliteserien
































