


Søndag kunne Rosenborg potentielt tage førstepladsen i Eliteserien. Mens de havde besøg af bundholdet Sogndal, mødtes førerholdet Brann med Sarpsborg, der før runden lå på tredjepladsen.
Mike Jensen og Nicklas Bendtner startede begge inde for hjemmeholdet, der gjorde deres del af arbejdet. Ingen af danskerne markerede sig på måltavlen, og Jensen udgik med en skade i første halvleg. Holdkammeraterne sørgede dog for at sikre de tre point.
I den første time holdt Sogndal stand, men derefter var Rosenborg for stærke. Matthias Vilhjalmsson gjorde det til 1-0, før Milan Jevtovic scorede to hurtige mål, der sikrede en 3-0-sejr.
I kampen mellem Brann og Patrick Mortensen og Matti Lund Nielsens Sarpsborg, var det Mortensen og co., der først kunne juble, da Kristoffer Zachariassen gjorde det til 1-0.
Brann fik sikret sig et enkelt point takket være Vito Wormgoors udligning, men det blev ved 1-1. Derfor er Rosenborg nu nyt førerhold i den bedste norske række.
Andetsteds var der fuld spilletid til Tonny Brochmann for Stabæk, der dog måtte gå skuffede fra banen efter et 1-4-nederlag til Kristiansund på eget græs.
Mikkel Kirkeskov havde omvendt en skøn dag på kontoret. Danskeren spillede hele kampen, da Aalesund smækkede Odd Ballklubb med 5-1. Den tidligere Brøndby-spiller Frederik Semb Berge scorede selvmål, begik straffespark og blev udvist i de første 32 minutter.


Odds Ballklubb
Aalesund
Rosenborg
Brann
Sogndal
Stabæk
Sarpsborg 08
Kristiansund BK
Norge Eliteserien






























