Da Rosenborg i sidste uge gæstede Celtic i Champions League-kvalifikationens tredje runde, endte det uden scoringer. Onsdag aften skal de to mandskaber nok en gang stå over for hinanden - denne gang på Lerkendal i Trondheim.
Nordmændenes træner, Kåre Ingebrigtsen, er overbevist om, at skotterne kommer til Norge med et stort pres på sig.
- Ja, det tror jeg. For en stor klub som Celtic vil det være et stort tab at blive slået ud på Lerkendal. Men de vil nok næppe selv indrømme det, siger Kåre Ingebrigtsen til Rosenborgs hjemmeside.
- Jeg tror, vi overraskede dem i sidste uge, og de fik respekt for os. Og de er nok lidt nervøse for at komme hertil, siger Ingebrigtsen.
Celtic kan nøjes med uafgjort, hvis bare de to hold scorer, mens Rosenborg altså skal bruge en sejr for at gå videre. Kåre Ingebrigtsen tror på, at man kan udnytte nervøsiteten hos skotterne.
- Det giver os muligheder. De har som sagt større respekt for os nu, og vi kommer sikkert til at have bolden mere på Lerkendal. Så vi skal angribe med med hovedet på det rette sted og ikke storme frem. Det kan blive en lang aften, og jo længere kampen varer, jo mere slidte vil de blive, siger Ingebrigtsen.
Hos Celtic er Erik Sviatchenko med, mens Rosenborg har Nicklas Bendtner, Mike Jensen og Jacob Rasmussen med.
Opgøret spillet onsdag aften klokken 20.45.


Rosenborg
Champions League































