Norge -Tre danskere nomineret til norske priser
2016-10-24 11:42:00
Foto: Knut Inge Røstad

Tre danskere nomineret til norske priser

Mike Jensen og Christian Gytkjær er nomineret til henholdsvis årets midtbanespiller og årets angriber i Tippeligaen. Tonny Brochmann er nomineret til årets spiller i den næstbedste række.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Rosenborg har sikret sig et suverænt mesterskab i Norge, og Trondheim-klubben dominerer da også nomineringerne til diverse sæsonkåringer i Tippeligaen.

Kaptajn Mike Jensen er nomineret i kategorien årets midtbanespiller, og det er tredje gang i den 28-årige danskers fire sæsoner i Tippeligaen, at han opnår den ære. Endnu har han dog ikke vundet prisen.

Jensen er oppe mod holdkammeraten Fredrik Midtsjø og Vålerengas Ghayas Zahid, der ligesom Jensen har lavet otte mål. Jensen har derudover lavet fire assists, Zahid har lavet fem.

I angrebskategorien er Gytkjær ikke overraskende nomineret efter en helt suveræn sæson med 19 kasser i 26 kampe. Ni mål mere end nummer to på topscorerlisten, Bodø/Glimts Fitim Azemi, som også er nomineret. Tredje nominerede er nigerianske Fred Friday, der nåede otte mål i 14 kampe, inden han skiftede til AZ i sommer.

I den næstbedste række er Danmark ligeledes repræsenteret. Her kåres kun årets spiller, og Jervs 27-årige danske offensivprofil Tonny Brochmann nomineret efter en sæson med indtil videre ni mål og seks assists.

Han er oppe mod rækkens topscorer, den 24-årige svenske angriber Pontus Engblom fra Sandnes Ulf, der har lavet 23 mål i 29 kampe, samt Kristiansunds 21-årige midtbanespiller Kamer Qaka.

Det er både fans, anførerne og en jury, der stemmer om vinderne. Afstemningen slutter 30. oktober.

Annonce
Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce