



Der var lagt op til et norsk drama af de store, da Molde på hjemmebane tog imod Rosenborg, som kunne sikre sig det norske mesterskab med mindst uafgjort. Hjemmeholdet havde Christoffer Remmer med fra start, mens Mike Jensen og Christian Gytkjær spillede fra start hos gæsterne.
Molde ville meget gerne spolere en mulig Rosenborg-mesterskabsfest og det tegnede da også lovende, da den tidligere FC København-angriber Björn Sigurdarson bragte sit hold foran 1-0 i første halvleg.
Men fem minutter inde i anden halvleg var Mike Jensen som så mange gange før på plads for Rosenborg. Pål Andre Helland spillede bolden ud til backen Jonas Svensson, som lagde den ind til danskeren, der smækkede udligningen ind til 1-1.
Dansker-festen var dog ikke slut, for ikke længe efter bragte Christian Gytkjær Rosenborg foran med 2-1. Helland skød på stolpen og danskeren var over returen, som han sendte i nettet til føring og mesterskabsfornemmelser.
Sejren blev cementeret i de sidste minutter, da Mike Jensen gjorde det til slutresultatet 3-1.
Det lykkedes ikke Molde at komme tilbage og dermed kunne Rosenborg-spillerne juble over sejr og mesterskab, som kom i hus efter tre danskerscoringer.


Rosenborg
Molde
Norge Eliteserien






























