



Torsdag aften var der dømt potentielt danskerbrag i Europa League-gruppespillet, da Rosenborg hjemme tog imod RB Leipzig.
I første omgang var der dog kun en enkelt med dansk pas på banen i form af Rosenborgs Mike Jensen, mens Yussuf Poulsen tog plads på Leipzigs udskiftningsbænk fra kampens start.
Herfra kunne han se sin afløser i angrebet Jean-Kevin Augustin få en fremragende start på opgøret efter bare 12 minutter.
Her modtog den talentfulde angriber nemlig en lang pasning, som han flot tæmmede, og efter et træk ind i banen sparkede han den sikkert i mål ved den fjerne stolpe. 1-0 til Leipzig tidligt i kampen.
Resten af halvlegen stod der Leipzig på, og tyskerne var dominerende i både boldbesiddelse og chancer.
Augustin var tæt på sin anden scoring i opgøret, og også Matheus Cunha havde chancen for at bringe gæsterne på 2-0, men det blev ved 1-0 til tyskerne efter de første 45 minutter.
Kort inde i anden halvleg lykkedes det Leipzig at udbygge til 2-0, da et hjørnespark havnede for fødderne af Ibrahima Konate, der tordnede kuglen i kassen uden chance for Andre Hansen i Rosenborg-målet.
Efter godt en times spil fik gæsterne reelt lukket opgøret, da Matheus Cunha afsluttede et gennemspillet angreb ved at sætte den op i nettaget. 3-0 til Leipzig.
Med ti minutter igen gjorde Rosenborg det meget simpelt. Et langt udspark fra Hansen i målet endte efter et par hurtige afleveringer ved Issam Jebali, der bragte lidt spænding tilbage i opgøret med sin reducering til 1-3.
Tættere på kom Mike Jensen og co. dog aldrig, og RB Leipzig kørte en sikker 3-1-sejr i hus, hvilket betyder, at tyskerne er på andenpladsen i gruppen, mens Rosenborg er sidst med nul point.
Mike Jensen spillede fuld tid for Rosenborg, mens Yussuf Poulsen så hele kampen fra Leipzig-bænken.
I det andet opgør i Europa Leagues gruppe B spillede vandt Salzburg med 3-1 hjemme over Celtic på blandt andet to scoringer af Munas Dabbur.


Celtic
Salzburg
RB Leipzig
Rosenborg
Europa League































