Foto: Rexona

Kaptajn Harder: Det ville være det største overhovedet

Hun har prøvet og opnået meget siden sin første slutrunde i 2013, men guld med Danmark er fortsat den store, uforløste drøm.

Skrevet af Anders Engbjerg Vinderslev

Når Danmark skal spille EM i Schweiz, drømmer Pernille Harder om at vinde hele molevitten.

Det ville være det største i en allerede historisk karriere fyldt med højdepunkter. 

Men hun erkender også, at det bliver svært. Konkurrencen har aldrig været hårdere.

Så hvis Harder og holdkammeraterne ikke kan få guld, vil en sejr over de ‘irriterende svenskere’ være en pæn trøstepræmie. Mere om det senere.

Hærføreren Harder 
Pernille Harder, 160 landskampe og 77 mål for Danmarks bedste hold, tjekker ind på en videoforbindelse fra sydtyskland.

En smule rød i ansigtet efter træning, en flaske vand i den ene hånd, fokuseret og veloplagt.

Hun har netop afsluttet sin anden sæson i storklubben Bayern München, hvor hun med 14 mål var blandt profilerne, da mesterskabet igen havnede i den fodboldtossede Oktoberfest-by.

- Jeg har det virkelig godt. Både fysisk og mentalt. Vi har netop afsluttet en lang sæson i Tyskland. Nu er der lige et break med en kort ferie, inden forberedelserne til EM begynder. Men altså, jeg glæder mig allerede helt vildt.

Pernille Harder deltog i sin første slutrunde til EM i 2013. Dengang var det i Sverige, Danmark nåede en semifinale, og Pernille Harder var en af truppens yngste kvinder, som bare lige skulle snuse til den store scene. Sådan er det bestemt ikke længere.

- Min rolle på holdet er jo helt klart en anden i dag, men begejstringen og spændingen er den samme som til min første slutrunde. Det er heller ikke hverdag for mig at spille de største turneringer. Helt grundlæggende er jeg mega spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg ved jo også godt, at jeg ikke har ti slutrunder mere i mig. Jeg ved, at det handler om at gribe de her muligheder, imens man kan, siger hun.

Hvis vi rammer topniveauet så…
Ifølge bookmakerne er Danmark ikke blandt de største favoritter til EM 2025, men i kategorien lige efter. En dark horse kan man sige.

Pernille Harder anerkender, at det måske ikke er det mest sandsynlige udfald, at Danmark løfter EM-trofæet den 27. juli i Basel. Men hun føler en ‘spænding’ omkring den her sammensætning af spillere, og hvad de kan udrette, hvis alting flasker sig.

- Vi er et hold lige nu, som på sine gode dage kan slå alle. Selv de store nationer. Vi kan godt tillade os at drømme stort med det her hold. Men omvendt er niveauet så højt til EM, at bare det at gå videre fra gruppen bliver svært. Især med den lodtrækning.

‘Den lodtrækning’ henviser til Tyskland, som var i finalen til EM 2022 og Sverige (altid gode til slutrunder og aktuelt nummer seks på verdensranglisten) samt Polen. Især tyskerne og svenskerne er ikke sådan at bide skeer med.

- Jeg drømmer om, at vi bare kører derudaf fra første kamp og går videre fra gruppen. Det ville være fantastisk. Og derfra kan alting ske, siger Pernille Harder.

Hun fremhæver Signe Bruun, Amalie Vangsgaard, Cornelia Kramer og Stine Ballisager som nogle af de spillere, der kan føre Danmark langt til EM.

Irriterende svenskere
Når man kigger på Danmarks kampprogram, er det svært at få øjnene fra den første kamp til EM-slutrunden.

Her venter nemlig en helt særlig modstander. En konkurrent som altid får hjertet til at slå lidt hurtigere hos en rødhvid fodboldfan. Den 4. juli klokken 18.00 skal Danmark møde Sverige i Geneve.

- Der er jo næsten en principiel rivalitet mellem os og Sverige. Det føler vi helt klart som spillere. Dertil har mange af os svenske holdkammerater i vores klub. Og så er min partner jo fra Sverige, siger Pernille Harder med henvisning til den svenske landsholdsprofil Magdalena Eriksson.

Pernille Harder anerkender, at forholdet til svenskerne kan være anstrengt. I hvert fald inden for kridtstregerne.

- Mange af de spillere, jeg kender fra Sverige, har jo en ekstrem vindermentalitet og er lidt irriterende på banen. På den måde bliver det ofte ekstra intenst, når vi møder dem. Og så præsterer de stort set altid godt til slutrunderne, hvilket også er irriterende, siger Pernille Harder med et grin, der nok kan betegnes som indebrændt.

Går langsomt i Danmark
Interessen for kvindefodbold stiger massivt i de her år med stigende tilskuertal på stadions og foran tv-skærmene. Samtidig vokser de kommercielle muskler.

EM-slutrunden i Schweiz bliver endnu et eksempel på kvindefodboldens optur. 

- Hvis jeg skal sammenligne med min første slutrunde, er det helt vildt, hvor meget der er sket. Dengang blev vores kampe ikke engang vist på dansk tv, siger Pernille Harder.

Hun tilføjer:

- Mediedækningen er massiv i dag, og der er masser af tilskuere på stadion. Der er også mange virksomheder og brands, som ser en kæmpe værdi i kvindelige fodboldspillere. Måske fordi vi har nogle andre værdier end dem, der fylder i herresporten, siger landsholdskaptajnen.

Selvom udviklingen går den rigtige vej, er Pernille Harder ikke decideret tilfreds. Hun mener fortsat, at klubfodbolden er et relativt sløjt sted i Danmark.

- Jeg synes helt ærligt, det går alt for langsomt med professionaliseringen af de bedste rækker i Danmark. I Sverige og Norge, for eksempel, er der stor interesse for kvindeligaerne, og sådan har det været i mange år. Det resulterer også i langt bedre vilkår for spillerne. På de parametre er vi virkelig langt bagefter i Danmark.

Pernille Harder drømmer om dansk EM-succes i Schweiz. På den lidt længere bane er det nogle helt andre helt kvinder end de nuværende landsholdsspillere, som hendes drømme drejer sig om.

- Jeg håber inderligt, at kvindefodbold i Danmark får et løft, og at vi kommer til at se en langt større professionalisme omkring kvindefodbold i Danmark. Og så håber jeg, at de investeringer, der i mange år er blevet foretaget i udviklingen af drengespillere, begynder at blive matchet på pigesiden, fastslår Pernille Harder.

EM 2025 i Schweiz begynder den 2. juli. Rexona sponsorerer slutrunden. 

Danmarks gruppespilskampe ved EM i Schweiz

- Fredag den 4. juli klokken 18.00: Danmark - Sverige (Geneve)

- Tirsdag den 8. juli klokken 18.00: Danmark - Tyskland (Basel)

- Lørdag den 12. juli klokken 21.00: Danmark - Polen (Luzern) 

Herefter venter en kvartfinale, hvis Danmark slutter blandt de to bedste i sin pulje.

Vind en træning med Pernille Harder

Lige nu kan du deltage i konkurrencen om en træningssession med selveste Pernille Harder.

Rexona, der sponserer både UEFA Women's Euro 2025 og Pernillle Harder, udlodder nemlig en eksklusiv oplevelse med den danske stjerne.

Du kan deltage ved at klikke her.