Foto: Rexona

Nu er det NU: EM 2025 er sidste chance for Sveriges forsvarsklippe

De leverer altid varen til de store slutrunder, men Magdalena Eriksson og hendes svenske holdkammerater mangler stadigvæk guldet.

Skrevet af Anders Engbjerg Vinderslev

Sverige er altid gode til de store slutrunder.

Irriterende gode. Med deres förbannad svenske vindermentalitet.

Magdalena Eriksson griner, da hun hører karakteristikken af det svenske landshold.

Hun kan jo godt genkende beskrivelsen, men det morer hende, da hun hører navnet på afsenderen: Det er nemlig Pernille Harder- læs mere her.

Holdkammerat i Bayern München, partner i privaten og ikke mindst Sveriges modstander i Geneve den 4. juli, når EM 2025’s gruppe C bliver sparket i gang med et nordisk arvefjendeopgør.

Gode nerver og fuld gas
Magdalena Eriksson, 119 landskampe, 14 mål og vicekaptajn for Sverige, tjekker ind på en videoforbindelse fra München.

Hun har netop overstået eftermiddagens træningspas efter en sæson, hvor den tyske storklub tog sig af mesterskabet såvel som pokaltitlen. En succesfuld sæson, må man sige, men det er der egentlig ikke noget nyt i for den sejrsvante svensker. 

Senere på sommeren skal hun til EM i Schweiz og netop med landsholdet har Magdalena Eriksson - også - høstet en lang række triumfer: To gange OL-sølv (2016 og 2020) og to gange VM-bronzemedaljer (2019 og 2023).

Vanvittigt imponerende præstationer. Især når man tager i betragtning, at Sverige sjældent møder op til de store slutrunder som en af favoritterne. Det er som om, at de største turneringer får det bedste frem i svenskerne. Andre hold smelter i spotlyset. Magdalena Eriksson og co. bliver bare endnu bedre.

- Det er noget, vi taler om på holdet. Vi er ofte mindre gode i perioderne mellem de store slutrunder. Men når det bliver alvor, kan vi finde noget særligt frem. Sådan er det med den her gruppe spillere, konstaterer Magdalena Eriksson.

Ifølge forsvarsgeneralen begyndte svenskerne at arbejde med en sportspsykolog, da den nuværende landstræner, Peter Gerhardsson, tiltrådte i 2017.

Arbejdet med sportspsykologen, som stadigvæk er tilknyttet holdet, har resulteret i en stærk mentalitet. Svenskerne er i stand til at nyde de vigtige kampe i stedet for at gå i panik. 

- Jeg tror, at arbejdet med en sportspsykolog er ekstremt vigtigt for os. Den nervøsitet, som altid følger med i en stor turnering, har vi været i stand til at kanalisere over i noget positivt. Kampene til sådan en slutrunde er ekstremt spændende, men i stedet for at mærke et negativt pres, har vi det sjovt, og vi nyder at være med. Jeg håber virkelig, det er en mentalitet, vi kan genskabe her til EM, siger Magdalena Eriksson.

Guldet mangler
Selvom Magdalena Eriksson har været en del af mange forrygende svenske præstationer til slutrunder, har hun aldrig nået toppen af bjerget.

Guldet mangler i den flotte medaljesamling. 

Heller ikke til EM 2025 regnes svenskerne blandt de absolut største favoritter. Men de er i feltet af oplagte kandidater til en finaleplads. Ingen vil være ved at falde ned af stolen, hvis svenskerne stadig er med, når guld og sølv skal fordeles.

For den svenske viceanfører er det ved at være nu eller aldrig, hvis landsholdskarrieren skal krones med den ultimative triumf. 

- Jeg tror, at det her er mit sidste EM. Jeg er her ikke om fire år. Jeg vil gerne til at stifte familie og begynde min anden karriere, hvis man kan sige det. Så der er helt klart en trang til at slutte på toppen. Gøre arbejdet færdigt den her gang. Jeg ved godt, at vi ikke er de største favoritter, og det ikke er realistisk at forvente guld. Men det er min drøm, siger hun.

Følelsesladet kamp i Geneve
Til nogle slutrunder skal man vente flere uger, før det rigtige drama begynder. Sådan bliver det ikke til EM 2025.

Fredag den 4. juli brager Danmark og Sverige sammen i en vaskeægte skandinavisk gyser.

Magdalena Eriksson håber, at begge hold kan avancere fra gruppespillet, men hun regner Tyskland for at være favoritten i gruppe C. Derfor kan den nordiske dyst blive altafgørende for, hvem der skal videre, og hvem der må tidligt hjem fra Schweiz.

- Selvom det er den første kamp i gruppen, kommer den til at være ekstremt afgørende. Og så er det imod Pernille. Det gør kun kampen endnu mere følelsesladet, siger Magdalena Eriksson.

De to mest aggressive 
Sverige - Danmark har historisk set været en intens rivalisering. Ifølge Magdalena Eriksson kan det nemt komme til at slå gnister den 4.juli.

Og paradoksalt nok med Magdalena Eriksson og Pernille Harder som de to mest stridslystne kombattanter.

- Hvis du skal vælge den spiller fra hvert hold, som er mest aggressiv og hidsig på banen, er det formentlig mig og Pernille, griner Magdalena Eriksson og tilføjer:

- Generelt vil jeg mene, at både Sverige og Danmark er rimelig fair hold, men vi to har ret meget temperament i vores spil, siger hun med henvisning til holdkammeraten fra Bayern München. 

Vi er heldige 
Magdalena Eriksson har spillet mange slutrunder i sin karriere, men hun regner VM 2023 for at være den bedste oplevelse indtil videre.

Både på grund af Sveriges præstation og hendes egen evne til at nyde turneringen på grund af sin store erfaring.

Men omgivelserne spiller også ind. Tilskuerne og stemningen omkring slutrunden i Australien var elektrisk. VM 2023 var endnu et markant bevis på, at kvindefodbold er inde i en vild udvikling. En udvikling der kommer til at accelerere endnu mere til sommerens EM-slutrunde i Schweiz.

- Vi, der spiller nu, er heldige. Vi har fået lov til at opleve en revolution i kvindefodbold. Både i forhold til professionalismen og kommercialisering af sporten med de muligheder, som det indebærer. Dermed ikke sagt, at vi er færdige, og alt er godt. Der er stadig meget, som kan blive bedre, siger Magdalena Eriksson.

Er du misundelig på dine yngre kolleger, som kommer til at spille en hel karriere under mere gunstige forhold, end du selv har gjort? Også i forhold til løn for eksempel.

- Haha nej overhovedet ikke misundelig. Men jeg håber da, at jeg kan blive i fodbolden, når min aktive karriere er overstået, og fortsætte med at være en del af udviklingen. Vi skal have en endnu stærkere og mere professionel kvindefodbold. Med bedre forhold for alle elitespillere og talentudviklingen, fastslår Magdalena Eriksson.

EM 2025 i Schweiz begynder den 2. juli. Rexona sponsorerer slutrunden. 

Sveriges gruppespilskampe ved EM i Schweiz

- Fredag den 4. juli klokken 18.00: Sverige - Danmark (Geneve)

- Tirsdag den 8. juli klokken 18.00: Sverige - Tyskland (Basel)

- Lørdag den 12. juli klokken 21.00: Sverige - Polen (Luzern) 

Herefter venter en kvartfinale, hvis Sverige slutter blandt de to bedste i sin pulje.

Vind en træning med Pernille Harder

Lige nu kan du deltage i konkurrencen om en træningssession med selveste Pernille Harder.

Rexona, der sponserer både UEFA Women's Euro 2025, Magdalena Eriksson og Pernillle Harder, udlodder nemlig en eksklusiv oplevelse med den danske stjerne.

Du kan deltage ved at klikke her.