2023-06-17 12:00:00

Kunne ikke sove efter AaB-nedrykning: Tog hjem til Thelander

Kom helt tæt på AaB's følelsesladede nedrykning fra Superligaen, når Jakob Ahlmann ærligt gennemgår den kulsorte dag, hvor pres, chok og frustrationer fyldte nordjyderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

FCM

1 - 2

AaB

Den 3. juni 2023 har skrevet sig ind i AaB's historiebøger som én af de sorteste dage nogensinde.

Efter et nederlag til Silkeborg i sidste spillerunde rykkede nordjyderne ud af Superligaen efter en horribel sæson med tre forskellige trænere, tre forskellige sportschefer og et salg af klubben til tyske investorer.

AaB-fansene viste deres utilfredshed med et kritisk banner og krævede spillernes trøjer udleveret, ligesom en rude blev forsøgt smadret i omklædningsrummet efter slutfløjt.

Nu åbner AaB's kulturbærer Jakob Ahlmann op om den skæbnesvangre dag, hvor vi kommer helt tæt på, hvordan en helt igennem forfærdelig sæson endte på katastrofal vis.

Fredag udkom første del, der handlede om presset, frustrationerne og chokket efter skæbnekampen mod Silkeborg. Læs den historie her. Herunder følger anden del.

Tog hjem til Thelander om aftenen
Efter den forfærdelige oplevelse på stadion kom Ahlmann hjem.

Her var stilheden så larmende, at han var nødt til at tage hjem til Rasmus Thelander for at tale ud om tingene.

- Det var meget underligt at gå fra stadion, hvor vi havde været så meget igennem, og så hjem på sofaen i ro. Jeg var tom oppe i hovedet. Jeg var tømt for følelser og indtryk, siger Ahlmann.

- Jeg endte med at tage hjem til Thelander senere på aftenen og snakke det hele igennem. Jeg havde brug for at ses med nogen, der var i samme båd. Jeg kunne ikke bare lægge mig til at sove bare sådan uden videre.

- Vi gennemgik dagen, og det, tror jeg, var meget sundt for os begge. Det var jo en form for terapi.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Kunne ikke sove efter AaB-nedrykning: Tog hjem til Thelander
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Dagen efter mødte vi også ind i klubben og kiggede hinanden i øjnene, og det havde vi brug for.

Tynget af presset - også på privatfronten
Hvor opslidende har det været at være AaB-spiller det seneste år?

- Det har været ekstremt hårdt i perioder. Man lærer at være i al elendigheden, for det har været en elendig sæson i AaB på så mange måder, og der har været kaos til tider med skiftende trænere og dårlige resultater.

- Det er mega opslidende at spille for en stor klub i Superligaen, hvor det går rigtig dårligt, fordi der er så mange mennesker, der følger med, og som har høje forventninger til én. Man skuffer så mange mennesker, når det går skidt.

- Den opmærksomhed, man får som spiller og person, er rigtig fed, når det går godt, men rigtig hård, når det går dårligt. Det har vi mærket i denne sæson, og det har taget meget energi.

- Det har også taget noget af glæden ved at vinde kampe og mærke fremgang på et hold. Det slider på én, når det står på i så lang tid.

- Til gengæld synes jeg, vi spillere har været gode til at stå sammen. Der kunne godt være opstået mange flere konflikter og problemer i forhold til, hvor kaotisk det har været i perioder. Det har ikke været tilfældet.

Det er ikke kun AaB-spillerne selv, der har været tynget af presset og frustrationerne.

- Der er nogle familier, der har måttet acceptere, at der har været lidt tømt på kontoen. Hvis du spørger min familie, har der været perioder, hvor det har fyldt meget.

- Jeg har måttet hive mig selv op for at bevare det gode humør, og i de sidste tre uger har jeg været lidt ved siden af mig selv. Jeg har sovet dårligt og har kæmpet lidt med energi og alle følelserne omkring det.

- Men det havde også været skræmmende, hvis det ikke havde påvirket mig i et år.

- Jeg har dog været meget god til at lægge det fra mig, og med to små børn får man ikke lov til at sidde og sørge i sofaen. De er også for små til at forstå, hvad der er sket.

Mæhle-kritik er svær
AaB-darlingen Joakim Mæhle var efter nedrykningen ude med en opfordring til fansene om at holde sig væk fra spillernes indbakker.

- Jeg kunne godt have frygtet, hvordan sociale medier ville brænde, og hvordan stemningen i Aalborg midtby ville være, men der må jeg bare tage hatten af. Jeg har ikke modtaget en eneste negativ besked.

- Tværtimod har jeg fået masser af kærlighed og opbakning i indbakken. Det er sgu stærkt. Det betyder sindssygt meget, og det viser noget rygrad. Det har været specielt at opleve, at folk er stimlet sammen efter sådan en oplevelse.

Mæhle kritiserede også klubben for at mangle AaB-DNA og -sjæl, og for at have for mange lejeaftaler med udenlandske spillere.

Hvad mener du om Mæhles kritik?

- Den er svær. Som det er gået i denne sæson, har det, der er blevet foretaget omkring truppen, ikke fungeret. Om det så lige præcis er AaB-DNA eller hvad det er, ved jeg ikke. Det er sindssygt svært at svare på.

- Men det har jo ikke fungeret godt, og truppen har ikke levet op til de penge, der er smidt i den. Det er formentlig den dyreste trup, der har været i AaB i mange år. Når man så rykker ned, har man jo skudt ved siden af.

- Selvfølgelig skal der være en sammenhæng med akademiet, men det er svært for mig at sige, om der skulle være truffet nogle andre valg.

- Men jeg tror og håber, at tyskerne har et kæmpestort fokus på at opgradere og investere i akademiet, for det er vejen frem her i Nordjylland. Det skal være basen for AaB's Superliga-hold, og så skal der selvfølgelig tilføjes gode spillere udefra også.

Uro uden for banen har været forstyrrende
Hvor meget har uroen uden for banen betydet for jeres præstationer?

- Uden at fralægge mig ansvaret fra det, der er sket, må jeg sige, at det har været forstyrrende. Det har jo ikke bare været én ting, men flere ting. Der er aldrig for alvor kommet ro på i sæsonen, som selvfølgelig også skyldes, at vi har tabt mange fodboldkampe.

- Vi har godt kunnet mærke uroen, og når man skifter træner og en spillestil igen, fylder det også noget. Vi er ikke bare robotter, men mennesker, og der har ikke været den samme ro i klubben, som der har været tidligere.

- Der har været mere uro i denne sæson, end jeg har oplevet i de sidste 10 år i klubben tilsammen. Det siger ikke så lidt. Det har ikke gjort det nemmere for os, at der har været så markant uro uden for stregerne også.

Trods den uoverskuelige nedrykning er Ahlmann optimistisk på AaB's vegne.

- Jeg er fortrøstningsfuld for fremtiden. Nu kan vi for alvor få implementeret spillestilen under Oscar; det er jo ikke meget, vi har nået at træne med ham.

- Vi kan jo blive inspireret af Viborg og Silkeborg. De har udviklet en spillestil i 1. division, som de har taget med i Superligaen og præsteret helt fantastisk. Det må være et scenarie, vi håber på, og det kan også lade sig gøre i AaB.

- Selvom der har været uro og en masse frustrationer hos fansene, har jeg en følelse af, at folk med AaB-hjerte virkelig er kommet ud af busken, efter det begyndte at gå dårligt.

- De er stolte af at støtte klubben og er klar til at bakke op, selvom den hedder 1. division. Det kan være med til at skabe en fællesskabsfølelse; at når det ser allersværest ud, er man der og bakker op. Den følelse mærker jeg bare ude i byen; at folk ikke vender os ryggen, men bakker os op.

- Akademiet får nok også lov til at vise sig frem, fordi der skal skæres lidt ned, og det kan forhåbentlig styrke nogle af vores unge spillere.

Vil rykke AaB tilbage i Superligaen
I kølvandet på nedrykningen stak modstanderfans lidt til AaB, men det tager Ahlmann med ophøjet ro.

- AaB har med jævne mellemrum stukket snuden frem og taget et mesterskab som de fleste klubber herhjemme drømmer om. Derfor er der selvfølgelig også fans fra andre klubber som hygger sig med vores nedtur.

- Sådan skal det jo være, de drillerier skal der være plads til. Det er topsport og vi kæmper alle for håneretten. Det tager vi med, for jeg er sikker på at det vender igen.

32-årige Ahlmann, der har været i AaB siden 2009, har kontrakt et år mere, og han agter at blive for at hjælpe sin hjerteklub tilbage i Superligaen.

- Jeg regner med, jeg skal have en snak med klubben om det hele, også min situation. Jeg kan godt stå og love, at jeg skal spille for dem, men hvis de ikke ønsker det, giver det ingen mening.

- Jeg er klar på en tørn mere, hvis de mener, at jeg har en rolle at spille. Det håber jeg. Jeg har været lidt inde og ude af holdet tidligere, så det er ikke det, der kommer til at spænde ben for mig.

- Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at være med til at rykke AaB op igen. Jeg vil hjælpe de unge spillere og det fundament, der er ved at blive skabt.

- Jeg er som altid glad, stolt og motiveret her i AaB, og det er jeg også, selvom den nu hedder 1. division, fastslår Ahlmann.

Jakob Ahlmann står noteret for 307 kampe for AaB, hvor det er blevet til otte mål og 22 oplæg.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

FT

FCM

1 - 2

AaB

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce