Henrik Dalsgaard er tilbage i AaB.
Den tidligere landsholdsspiller er blevet delvist tilknyttet omkring AaB's førstehold samt på klubbens akademi, hvilket du kan læse mere om her.
I AaB's pressemeddelelse forlød det, at de to parter havde haft en længere dialog, og over for Bold uddyber sportschef John Møller, hvad det betyder:
- Henrik har skullet finde ud af, hvad hans næste skridt var, efter han stoppede på flotteste vis oven på et dansk mesterskab. Det betyder, at vi henover sommeren har snakket med ham i en rum tid om, hvad der kunne være i AaB.
I har ikke forsøgt at overtale ham til at blive en del af spillertruppen?
- Det kunne da godt være, at jeg lige nævnte det i en sætning til at starte med, siger Møller med et smil og fortsætter:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men vi landede hurtigt på, at Henrik havde mod på at prøve sig af som træner og bevæge sig ud på den anden side af stregerne.
- Vores snakke hen over de seneste uger og måneder har så handlet om, hvordan vi kunne få det til at passe ind i AaB. Vi ville gerne finde en rolle til ham, hvor han både kunne bidrage på førsteholdet og akademiet, fortæller AaB-bossen.
Selv om Henrik Dalsgaard sluttede karrieren efter en forårssæson, hvor han var en af Superligaens absolut bedste spillere, har Møller et indtryk af, at den 37-årige nu tidligere forsvarsspiller er afklaret.
- Ja, det har i hvert fald været min oplevelse. Han ville gerne slutte på toppen. Nu vil han gerne tage sin store erfaring med over i trænergerningen.
- Vi er meget glade for, at Henrik har sagt ja til at blive en del af AaB igen. Det er en tidligere landsholdsspiller og stor spiller i klubbens historie, som vender hjem. Han er klar til at dele ud af sin store erfaring, siger John Møller.
Kender kulturen
I forbindelse med offentliggørelsen af Dalsgaards ansættelse i AaB fortalte han, at 'det virker det til, at der er kommet styr på butikken, så klubben kan kigge fremad'.
John Møller tror, at det afspejler en mere rolig udgave af AaB, end det ellers har været tilfældet de senere år.
- Det er jo nok Henrik, som skal have det spørgsmål, men jeg kan godt tro, at det er et udtryk for, at han udefra set oplever en lidt mere rolig hverdag i Aalborg og på Hornevej.
- Vi har virkelig forsøgt at være tydelig omkring, hvad vi vil, og hvilken retning vi gerne vil sætte for klubben, siger Møller.
Henrik Dalsgaard er ikke den eneste tidligere AaB-profil, der for nylig har landet et job i klubben.
Rasmus Würtz har både været transitionstræner og Head of Coaching på akademiet, og det har ikke skadet, at Dalsgaard og Würtz kender klubben.
- Først og fremmest handler det om kvalitet - det, som Rasmus og Henrik kan. Dernæst er det klart, at det ikke skader, at de kender til klubben.
- De ved, hvad AaB er for en størrelse, og hvilken kultur vi gerne vil have i klubben. Det kan de om nogen hjælpe med at opretholde.
Kan man forestille sig, at Dalsgaard vil kunne rykke længere op i systemet og få nye roller - altså at man kigger ind i et længere samarbejde?
- Det vil jeg på ingen måde afvise, men i første omgang har vi brugt tid på at finde en rolle, der passer til både Henrik og AaB.
- Henrik skal jo stadig til at lære den del af fodboldspillet, som handler om trænerfaget, siger John Møller afsluttende.
Det var i AaB, at Henrik Dalsgaard i sin tid fik sat skub i sin professionelle karriere.
Nordjyderne hentede ham i 2009 i serieklubben Møldrup-Tostrup, og siden var han med til at vinde The Double i 2014. Det blev til 194 kampe i AaB-trøjen.

AaB
Betinia Liga



























