I 2012 forlod Lucas Andersen AaB som et af de største talenter, klubben nogensinde havde opfostret.
Ajax kunne ikke dy sig for hans offensive kvaliteter og købte den nordjyske guldfugl fri.
Herfra fulgte ophold i Willem II og schweiziske Grasshoppers, inden han en sommerdag i 2018 igen vendte snuden mod Aalborg som en hjemvendt stjerne, der langt henad vejen levede op til hypen.
Men det er også en tid i Lucas Andersens lange karriere, der står i skærende kontrast til de ikoniske billeder i 2023, hvor han først bevidnede den tyske virksomhed SSE22’s indtog i klubben, inden han var med til at tabe en pokalfinale i Parken og 14 dage senere rykke ned med AaB for første gang i Superligaens historie.
Og som så mange gange før i den katastrofesæson følte han, at det var hans ansvar som kaptajn at forholde sig til den massive kritik, der væltede ned over klubben de dage.
Otte måneder senere skiftede Lucas Andersen så til Queens Park Rangers og tog afsked med AaB.
- Da det pegede mod udgangen, kunne jeg godt se, at udsigten til spilletid ikke var stor, uanset hvordan jeg gjorde det på banen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg kunne mærke, at troen forsvandt på det, jeg kunne tilføre. Og derfra var jeg egentlig også meget ærlig om, at jeg gerne ville væk.
- Jeg gad ikke at sidde på bænken og bidrage med de ting, jeg kunne fem-ti minutter ad gangen.
- Det kunne jeg ikke se mig selv i, når jeg følte, jeg havde noget mere at give.
Var det tyngende, at der var en forventning til, at du skulle toppræstere hver gang?
- Ja, men det er jo også noget positivt, for det vidner om, hvad jeg tidligere har præsteret i AaB.
- Omvendt var vi et helt nyt sted. Jeg stod forrest på mange måder. Når det gik godt, men også da vi rykkede ned, og det gik skidt. Men det ville jeg også gerne, for jeg følte, at jeg kunne bære det.
- Jeg gav den altid alt, hvad jeg havde, men jeg havde også en underlig følelse af, at stemningen havde ændret sig.
Nye ejere
I marts blev det officielt, at tyskerne fra SSE22 satte sig tungere på klubben ved at overtage aktiemajoriteten i AaB, og i april blev det så kendt, at den mangeårige akademichef Jacob ’Figo’ Larsen stoppede i klubben som følge af uoverensstemmelser om retningen med de nye ejere.
Derudover kom det frem, at Rasmus Würtz stoppede som transitionstræner, mens klubben er på vej tilbage i Superligaen.
Godt nok har Lucas Andersen fokus på sin tilværelse i England, men han følger stadig med i, hvordan det står til i Nordjylland.
Og her fremhæver han vigtigheden af, at det er nødvendigt at respektere AaB’s DNA, selvom han også hilser forandring velkommen.
Hvordan ser du på den sti, AaB er på?
- Jeg har ikke på den måde indblik i, hvad der foregår bag lukkede døre, siger Lucas Andersen.
- Det er ikke sikkert, at en spiller som Nicolai Boilesen har 55 kampe i sig endnu for FC København, men han betyder noget for holdet og for klubben.
- Der er bare nogle personer i klubber, som betyder noget. Og jeg oplever, at Jakob Ahlmann er det for AaB, fortæller Lucas Andersen om sin tidligere holdkammerat, der stadig ikke har fået styr på sin fremtid i det nordjyske fodboldflagskib.
- Det er en dreng, der har været i AaB hele sit liv. Jeg mener, det er vigtigt, at der er nogen, der er ’klubben’, hvis det giver mening.
- Jeg siger ikke, at man skal have 35 medarbejdere med AaB-baggrund. Slet ikke. Men det er vigtigt, at når der kommer modgang og udskiftning i truppen, så er der nogle tilbage, der kan vise vejen.
Den 29-årige offensivspiller har spillet 176 kampe i den bolsjestribede trøje, hvor det blev til 29 mål og 30 oplæg.
I sine tre måneder i Queens Park Rangers er han startet flot med tre assists og en scoring, der faldt i den skæbnesvangre 4-0-sejr over Leeds i fredags.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
Betinia Liga

































