2025-05-27 10:38:14

AaB-ejer forsvarer fyring: Der var en klar aftale

I et interview med Bold uddyber AaB-ejer Jan Peters beslutningerne om at fyre Kristoffer Wichmann og James Gow. Han forklarer blandt andet, at man havde en klar aftale med Wichmann, som viste sig ikke at fungere i praksis. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

En klub i frit fald. 

Kritikken af AaB nåede mandag eftermiddag hidtil usete højder, efter at klubben offentliggjorde beslutningerne om at stoppe samarbejdet med både sportsdirektør James Gow og cheftræner Kristoffer Wichmann. 

Særligt beslutningen om at fyre sidstnævnte affødte vrede og frustration hos nordjydernes fans, der i forvejen var stærkt utilfredse med den tyske ejerkreds SSE22. 

I pressemeddelelsen lød begrundelsen for afskedigelsen af den 43-årige træner, at bestyrelsen og Wichmann havde 'et for forskelligt syn på fremtiden.'

Den specifikke forklaring uddyber AaB's formand og medejer Jan Peters nu i et interview med Bold. 

Tyskerens betingelse for interviewet var, at det kun kunne foregå skriftligt, og det har således ikke været muligt at få svar på alle spørgsmål. 

Roser Gow 
Er hele bestyrelsen enige i beslutningerne om at stoppe samarbejdet med James Gow og Kristoffer Wichmann? 

- På tværs af bestyrelsen diskuterede vi beslutningen om at frigive begge meget detaljeret og også meget kritisk, og i sidste ende tog vi som bestyrelse beslutningen om at stoppe samarbejdet med James Gow og Kristoffer Wichmann.

Kan du uddybe, hvad der I jeres kritiske analyse af sæsonen har ført til beslutningen om at fyre James Gow? 

Artiklen fortsætter efter billedet

NordicBet Liga -AaB-ejer forsvarer fyring: Der var en klar aftale
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

- Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at James Gow har bidraget med et stort og værdifuldt arbejde for os og for AaB som klub. 

- Succesen med AaB's ungdomsakademi, strukturen bag et velfungerende transitionsarbejde og de betydelige transferindtægter til AaB er i lige så høj grad hans ansvar som de utilfredsstillende resultater på førsteholdet i denne sæson. 

- I den nuværende situation må vi som bestyrelse træffe de bedst mulige beslutninger for klubben for at sikre en hurtig genopretning og konkurrencedygtighed for førsteholdet. 

- Efter vores fælles analyse blev vi enige om, at den bedste løsning for begge parter - især med hensyn til førsteholdet - er at gå hver til sit nu.

Klar Wichmann-aftale
Hvordan adskiller Kristoffer Wichmanns syn på AaB's fremtid sig fra jeres? 

- Jeg vil ikke kommentere detaljerne i vores interne diskussioner, men som vi allerede har meddelt, havde vi flere samtaler med Kristoffer som led i evalueringen af sæsonen. 

- Det blev klart, at vi ikke kunne finde en fælles platform at stå på i forhold til klubbens fremtidige udvikling - vores perspektiver var simpelthen for forskellige. 

- Som bestyrelse tager vi det fulde ansvar for denne beslutning. Men det er helt grundlæggende for klubben at handle og bevæge sig fremad under én fælles vision.

Hvorfor blev I ikke enige om en fælles retning, før I ansatte ham? 

- Det er et fair spørgsmål, som vi har reflekteret meget kritisk over. 

- Der var en klar aftale om klubbens kerneprincipper og udviklingsretning - principper, som vi altid har kommunikeret meget åbent og gennemsigtigt. 

- Desværre viste det sig, at vores planer for at gennemføre denne fælles vision var for forskellige i praksis. 

Nægter at svare
Hvis I var enige om retningen dengang, hvad har så ændret sig på fem kampe? 

Jan Peters har ikke besvaret dette spørgsmål. 

Har Kristoffer Wichmanns udtalelser i medierne om 'forkerte beslutninger' og 'forskellige retninger' haft indflydelse på jeres beslutning? 

Jan Peters har ikke besvaret dette spørgsmål. 

Mange fans omtaler AaB som et galehus. Hvad har du at sige til det?

- Alle har lov til at have deres mening. Det accepterer vi - især fra vores fans. 

- Vi har en pligt til at lære af nedrykningen og komme stærkere tilbage. Vi bygger et nyt fundament med en plan over flere år - med folk, der er dybt engagerede i denne klub. 

- Fansene skal vide, at vi arbejder hårdt hver dag for at sikre, at AaB kommer stærkere ud af det her.

Forstår frustrationer
Hvordan synes du som formand, det ser ud at fyre en cheftræner efter fem kampe? 

- En udskiftning efter så kort tid er aldrig en positiv ting - det er jeg helt enig i. Og igen, jeg forstår virkelig fansenes frustrationer. 

- Men vi er nødt til at sikre, at klubben, staben og holdet bevæger sig i samme retning for at opnå de bedst mulige resultater - både på kort og lang sigt. 

Kan du forstå, hvis afskedigelserne af Gow og Wichmann styrker fansenes utilfredshed med jer? 

- Som sagt forstår jeg det virkelig godt, og jeg vil gerne gøre det klart, at vi hører kritikken. 

- Der har været fejl og resultater, som grundlæggende tillader utilfredshed. 

- Men jeg kan forsikre jer om - på vegne af bestyrelsen - at vi er 100 procent engagerede i klubben og i vores vision om at opbygge en bæredygtig fodboldklub, der er i stand til at opnå succes i kraft af sin egen styrke, ikke ved at skyde nye millioner ind i klubben hvert år. 

- Det er fortsat vores faste overbevisning og mål, uændret af nedrykningen. 

- Vi er åbne for dialog og forpligtede til at vise vores langsigtede plan, især nu i denne udfordrende fase, afslutter Jan Peters. 

Med Bold+ kan du få et unikt indblik i, hvordan AaB's bestyrelse lige nu er splittet i to lejre samt uddybende detaljer om grundlaget for Wichmann-fyringen. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

22 kommentarer

Se kommentarer
Annonce