Der er en ny chef på Hornevej.
Efter en længere rekrutteringsproces blev Menno van Dam i sidste uge præsenteret som AaB's nye cheftræner.
Den 40-årige hollænder kommer til klubben fra Brøndby, hvor han gennem de seneste to år har arbejdet som henholdsvis U17- og U19-træner.
Nu træder han et skridt op ad rangstien og skal for første gang i sin trænerkarriere stå i spidsen for et seniorhold.
Søndag debuterede han på sidelinjen i Aalborg, da nordjyderne bandt en sløjfe på sæsonen i NordicBet Ligaen med en 4-1-sejr over Vendsyssel.
Nu venter en sommerferie, og herefter starter Van Dams arbejde for alvor, når spillerne skal klædes på til igen at gøre sig gældende i Superligaen.
Den opgave og hele ansættelsen i AaB har Bold taget en længere snak med den nye cheftræner om.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi må ændre lidt
Det er meget normalt, at man som træner bringer sine egne idéer til bordet, og sådan kommer det også til at være i AaB.
Menno van Dam ligger i hvert fald ikke skjul på, at han i den spæde start kommer til at foretage justeringer og ændringer.
- Lige nu og her fokuserer vi på at gøre spillerne fysisk og mentalt klar til den udfordring, der venter efter sommerferien.
- De skal introduceres til spillestilen, og der skal foretages små justeringer. Vi er nok også nødt til at ændre nogle ting.
- Det kan være, at jeg ser noget fungere bedre end andet, eller at en bestemt spiller er bedre her end der, siger Van Dam.
Ud over at foretage småjusteringer hist og her har AaB-træneren stort fokus på at skabe en helt bestemt følelse i klubben.
- Det er meget vigtigt for mig, at vi får skabt en familiefølelse blandt spillerne og staben.
- Hele det her projekt handler ikke kun om mig. Der er et kæmpe hold bag, og vi skal alle sammen ro i samme retning og skabe en lyst til at gå en ekstra meter for hinanden, siger Van Dam.
Mere træning
Tilbage i starten af maj talte Bold med AaB's sportsdirektør Ole Jan Kappmeier om søgningen efter en ny cheftræner.
Her forklarede AaB-bossen, at klubben blandt andet ledte efter en træner, der så stor værdi i dage med dobbelttræning og større fokus på udvikling af den individuelle spiller.
Og netop de elementer kommer Menno van Dam til at indføre i AaB. Faktisk mener han, at det kan få klubben til at adskille sig fra konkurrenterne i Superligaen.
- Vi skal helt sikkert have flere dage med dobbelttræning. Alle ved, at der er store klubber i Superligaen, som har høj status, mange penge og dygtige spillere.
- Nogle klubber er også store af navn, og sommetider er realiteten anderledes, men vi tror på, at vi kan adskille os fra de andre klubber ved eksempelvis at træne hårdere og med mere intensitet. Og ved at fokusere mere på at gøre den individuelle spiller bedre, så holdet kan udvikle sig. Vi kommer helt sikkert til at trænere mere og hårdere, siger AaB-træneren.
Stort skridt
Som nævnt tidligere i artiklen har Menno van Dam ikke stået i spidsen for et seniorhold før.
Hovedpersonen selv erkender, at han tager et stort skridt, men samtidig føler han sig overbevist om, at han er klar.
- AaB gav mig en masse opgaver om ledelse og strategi i rekrutteringsprocessen, så de er fuldkommen klar over, hvad jeg står for.
- Ja, det er et stort job, men jeg ville ikke sige ja, hvis jeg ikke følte mig klar. Nu har jeg et stort ansvar, og derfor skal jeg være meget tydelig i, hvad jeg vil, og hvad jeg kræver.
- Alt det starter med tydelig kommunikation, siger Van Dam, der er spændt på, hvordan sommeropstarten, som indledes den 21. juni, bliver.
- Opstarten er kort, så jeg ved heller ikke helt, hvad vi kan forvente, men jeg kan garantere, at vi står et godt sted, når vi skal tage hul på den nye sæson, afslutter Van Dam.
AaB har udstyret Menno van Dam med en fireårig kontrakt.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

AaB
3F Superliga



































