AaB står foran en stor udskiftning.
Klubben har for nyligt fyret cheftræner Erik Hamrén, hvorfor man står uden en permanent cheftræner. AaB har også manglet en sportschef, siden Inge André Olsen stoppede i klubben, men den rolle har Thomas Bælum taget midlertidigt.
Nu stopper administrerende direktør Thomas Bælum også i klubben, så derfor står man altså uden cheftræner, sportschef og direktør.
Oveni i det ligger AaB også på sidstepladsen i Superligaen, men Thomas Bælum fortæller til bold.dk, at timingen aldrig er god.
- Der er noget med timingen, og timingen med sådan noget her er aldrig god. Det bliver ekstra dramatisk, fordi vi ligger, hvor vi gør.
- Havde vi ligget i midten af tabellen, så var der nok ikke nogen, der havde kigget på, at en administrerende direktør var stoppet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der er aldrig et godt tidspunkt. Jeg har fuld tro på, at klubben med kompetencerne kan køre det her videre, og så må de tage sig den tid, det tager, for at sætte en ny organisation, fortæller Thomas Bælum.
Ingen indvirkning på spillerne
Den afgående AaB-direktør tror dog ikke, det vil få nogen indvirkning på spillerne, der skal koncentrere sig om at spille fodbold
- Jeg tror ikke, at når spillerne går på græsset på søndag, at de spekulerer over, hvem der sidder i direktionen i AaB.
- Vi er meget fortrøstningsfulde over det setup med Oscar (Hiljemark, red.) supporteret af SSE22.
Så det er ikke et problem, at klubben kommer til at mangle så mange afgørende roller?
- Jeg kommer selv til at være her i overgangsfasen, så alle føler sig trygge, fortæller Thomas Bælum til bold.dk.
AaB skal i aktion igen søndag, hvor der kæmpes om meget vigtige point mod AC Horsens.