Jonas Skulstad er et hidtil ukendt navn i AaB- og 3F Superliga-kredse.
Men ikke desto mindre er den 24-årige nordmand i skrivende stund at finde i Spanien, hvor han sammen med resten af AaB's Superliga-trup finpudser vinterformen.
Skulstad har spillet på AaB's Danmarksserie-hold siden efteråret 2020, og her har han vist så lovende takter, at han i december fik lov til at træne med nordjydernes førstehold.
Sidenhen har den norske forsvarsspiller fået spilletid i vinteropstartens første træningskamp mod FC Fredericia, og nu er han så minsandten også at finde på Superliga-holdets træningslejr.
bold.dk har talt med den ukendte stopper, der er rejst til Spanien med en klar mission.
- Målet er at spille mig til en kontrakt. Det er det, jeg gerne vil.
Artiklen fortsætter efter billedet

- At kunne få lov til at være med på højeste niveau og kunne spille fodbold dag ind og dag ud ville jo være det ultimative mål, fastslår Skulstad over for bold.dk.
Tog til Aalborg for at studere
En karriere som professionel fodboldspiller var ikke ambitionen, da Jonas Skulstad slog lejr i Aalborg i 2020.
Faktisk rykkede nordmanden til Nordens Paris for at uddanne sig til fysioterapeut, og så kunne han ved siden af studielivet finde plads til at spille Danmarksserie-bold på frivillig basis.
Skulstads fodbold-CV tæller 2. division i Norge og College-fodbold i USA som det højeste niveau, inden han i december stiftede bekendtskab med Superliga-niveauet på træningsanlægget i AaB.
Forsvarsspilleren erkender da også, at det er et niveaumæssigt stort skridt, han er i gang med at tage.
- Det er virkelig sjovt, men det er også meget udfordrende og anderledes. Jeg er jo ikke vant til at træne så meget som dem, men jeg folkene er rigtig søde, så jeg hygger mig.
Føler du selv, at du kan være med?
- Ja, det gør jeg. Ellers tror jeg heller ikke, at jeg havde blevet ved med at få tilbuddet om at være med på så mange træninger. Så jeg synes sagtens, at jeg kan være med, siger Skulstad.
Luft- og lydstærk
Hvilken type spiller er du?
- Hvis jeg skal beskrive mig selv som fodboldspiller, vil jeg sige, at jeg er duel-stærk og har et godt hovedspil.
- Jeg har også en fin venstrefod, som jeg bruger tit og ofte, mens jeg også er god til at være højlydt og coache mine medspillere, siger Skulstad.
AaB skal fredag i aktion mod IK Sirius. De to hold brager sammen i en træningskamp, hvor der desværre for Skulstad ikke er udsigt til spilletid.
- Jeg skal ikke i aktion i dag (fredag, red.), men jeg håber, at jeg får chancen, når vi spiller en ny træningskamp på mandag, lyder det fra nordmanden.
Evaluering efter træningslejr
At den luftstærke forsvarsspiller gerne vil i kamp, er ganske naturligt, da han jo som tidligere beskrevet kæmper for en kontrakt i AaB.
Skulstad forklarer, at meldingen fra ledelsen i det nordjyske har været at lave en evaluering efter træningslejren.
- De sagde, at jeg kunne komme med på træningslejr, og at vi derefter kunne tage det derfra.
- Så det handler for mig om at vise mig frem her og gøre mit allerbedste.
- Så håber jeg, at vi efterfølgende kan blive enige omkring noget, siger Skulstad, som er klar til at lægge studiebøgerne på hylden, hvis en kontrakt kommer i spil.
- Jeg tror, det bliver svært at kombinere med studie, så hvis det ender i en kontrakt, må jeg tage en pause fra studiet, afslutter nordmanden.
Fredagens træningskamp mellem AaB og IK Sirius fløjtes i gang klokken 14:00.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar