Theo Sander er vendt hjem til en anden hverdag i AaB, efter han er vendt retur fra sin tur med U19-landsholdet.
Der er nemlig kommet en udskiftning på trænerposten, da Erik Hamrén fik sparket efter en lang række skuffende resultater, mens Oscar Hiljemark har fået ansvaret.
Beskeden om fyringen af Hamrén modtog Sander nede i Spanien.
- Jeg fik en besked fra vores målmandstræner, at det ville blive officielt, at Erik var blevet fyret. Så har jeg ikke hørt mere om det, da jeg vil tage stilling til det, når jeg er retur i klubben.
- Det var selvfølgelig mærkeligt, men det er jo også fodbold. Det er ikke første gang, at jeg er mødt ind til træning, og at der så sad en ny træner der.
- Det kommer selvfølgelig altid som et chok, når man møder ind til sin dagligdag, og der er noget, som er ændret. Så det kom lidt bag på mig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi har ikke fået de resultater, som vi gerne ville have haft. Så derfor har bestyrelsen tænkt, at der måtte ske noget nyt, og så har de taget den beslutning.
Sander har dog kun pæne ord at sige om Hamrén, da den nu tidligere AaB-cheftræner gav den unge keeper sit store gennembrud,
- Han gav mig tillid til at stå de her kampe, og det er selvfølgelig fedt, fordi det er min første gang i Superligaen. Nu er vi i en presset situation, så det er virkelig stort, at han fortsat valgte at tro på mig.
Nu er det så Hiljemark, som skal sikre AaB overlevelse, og det føler Sander sig sikker ved.
- Jeg har 100 procent en tro på ham, som hele klubben har. Ellers havde han jo ikke fået den stilling, siger Theo Sander til bold.dk.
AaB skal i weekenden op imod AC Horsens, hvor det er vigtige point på spil i jagten på overlevelse.