Det tyske firma SSE22 bliver ny storaktionær i AaB.
Det oplyser den nordjyske klub i en fondsbørsmeddelelse.
Her fremgår det, at Sports Strategy Excellence (SSE22) ved en forestående aktieemission kommer til at erhverve cirka 20 procent af aktierne i AaB mod en indbetaling af tæt på 15 millioner kroner.
AaB oplyser desuden, at klubben har opnået tilsagn fra nye lokale aktionærer på en yderligere kapitaltilførsel på 15 millioner kroner, mens der også henvises til et lån fra de nuværende storaktionærer, som AaB fik tilsagn om i december.
- Det bindende kapitaltilsagn på i alt 45.030.000 kr. er fra de Nuværende Storaktionærer, nye lokale aktionærer og SSE22, skriver AaB i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

SSE22 har base i Hamborg og ledes af den tidligere tyske landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger samt Bernhard Peters, Joachim Hilke, Ole Jan Kappmeier, Finn Meinecke og Jan Peters.
Thomas Bælum, der er AaB's administrerende direktør og fungerende sportschef, udtrykker i en pressemeddelelse glæde for SSE22's indtræden i klubben.
- Der er ingen tvivl om, at succesfulde sportslige resultater i en fodboldklub er den primære værdiskabende kilde til en bæredygtig og økonomisk sund klub, og derfor er det glædeligt, at SSE22 har valgt at træde ind i AaB med både kapital og sportslige kompetencer.
- Med strategi Nordkraften, der blev søsat i 2019, gik vi i AaB ind i en strategiperiode med fokus på at styrke og udvikle både det sportslige og det kommercielle område.
- Igennem strategiperioden lykkedes det i forhold til det kommercielle at skabe en kraftig fremgang på alle parametre. Sponsorindtægterne er steget, matchday-indtægter og det gennemsnitlige tilskuertal er blevet løftet markant, og antallet af sæsonkortholdere er rekordhøjt, siger Bælum.
AaB oplyser, at Jan Peters og Ole Jan Kappmeier fra SSE22 vil blive indstillet til valg i klubbens bestyrelse ved den næstkommende generalforsamling, som finder sted den 19. april.