Sten Grytebust skal ikke med Aalesund op i den bedste norske række.
Over for TV 2 Norge bekræfter den tidligere OB- og FCK- og Vejle-keeper således, at han og klubben er blevet enige om ikke at forlænge kontrakten, som udløber ved årsskiftet.
- Jeg har kunnet mærke siden i sommer, at dette ville blive mit sidste år i AaFK. Siden da har min motivation været at slutte på bedst mulig måde.
- Jeg føler, at jeg har givet alt for denne klub, og derfor er det dejligt at forlade den med en oprykning, siger den 36-årige målmand.
Sten Grytebust startede sin karriere i netop Aalesund og vendte i 2022 tilbage til hjerteklubben, hvor han i alt har vogtet buret 282 gange.
Artiklen fortsætter efter billedet

I skrivende stund ved den rutinerede nordmand ikke, hvad fremtiden byder på. Det kommer an på kroppen, fortæller han.
- Det er et godt spørgsmål. Det har kostet meget - især på det seneste. Jeg har kastet mig utallige gange, og det er klart, at kroppen har mærket det.
- Mod slutningen af tiden i AaFK handlede det mest om behandling og om at blive klar til kamp. Derefter var det hjem på sofaen og nærmest ligge der indtil næste træning.
- Først og fremmest skal jeg have styr på kroppen, og så må vi se. Men ingen kan beskylde mig for ikke at have blødt for trøjen det sidste år, og det er jeg stolt af, fortæller han til norske TV 2.
I løbet af sin tid i Danmark nåede Grytebust forbi OB, FCK og Vejle, inden han vendte hjem til norsk fodbold.
På landsholdet står han noteret for fem optrædener.

Aalesund
Norge Eliteserien

































