Aarhus Fremad leverede den helt store pokalsensation, da 2. divisionsmandskabet sendte selveste Brøndby IF ud af pokalens tredje runde med en 4-0-sejr på Riisvangen.
Onsdag skal Aarhus-klubben på en ny pokalopgave, når Fremad Amager fra NordicBet Ligaen kommer på besøg.
Aarhus Fremad-spiller Niels Letort siger til klubbens hjemmeside, at han forventer en tæt kamp på Riisvangen, selvom han havde håbet på at skulle møde et stort Superliga-hold.
- Jeg tror, det bliver en kamp, hvor vi har gode chancer for at lave et godt resultat.
- Godt nok havde vi mest håbet på at trække et af de helt store hold fra Superligaen, og nu bliver interessen jo nok ikke så stor som mod Brøndby, men jeg tror også, det kan blive en meget spændende kamp mod Fremad Amager, siger Niels Letort.
Aarhus Fremad er lige nu nummer to i 2. division med 30 point efter 14 kampe.
Indtil videre har Aarhus Fremad slået AIA/Tranbjerg fra Serie 2, Varde IF fra Danmarksserien og Brøndby IF fra 3F Superligaen ud af pokalen.
Der er kampstart mellem Aarhus Fremad og Fremad Amager klokken 13.30 onsdag 9. november.

Aarhus Fremad
Oddset Pokalen




































