Efter ét minut på banen vred AB-spilleren Mads Vang sig i stor smerte.
2. divisionsklubben AB spillede træningskamp mod Hvidovre IF, og her blev 24-årige Vang sendt i aktion på midtbanen i anden halvleg.
Han nåede dog kun at have første aktion, før solouheldet var ude.
- Jeg tror, at jeg nåede at spille ét minut. Der fik jeg et vrid i knæet i en soloulykke. Jeg skulle bare lave en vending, og jeg kunne mærke med det samme, at det ikke var godt, siger AB-spilleren til bold.dk.
Midtbanespilleren blev sendt direkte på hospitalet, hvor knæet blev scannet. Knæet var dog så hævet, at man ikke fandt ud af omfanget af skaden med det samme.
Vang kom derefter til MR-scanning, og her fik han en trist melding.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det viste sig så, at det hele nærmest var galt. Jeg havde revet det forreste korsbånd over og havde fået skader på begge menisker. Derudover fik jeg en forstærkning på det ene ledbånd, så det var den helt store tur.
Usikker fremtid
AB-spilleren tænkte det værste, da han oplevede en vanvittig smerte lige efter.
Nu forventes det, at Vang er ude i næsten ét år, og fredag skal han opereres.
Fodboldfremtiden er yderst usikker for ham, erkender AB-spilleren.
- Det handler om, hvor godt det går med genoptræningen. Det er klart, at jeg står i en uheldig situation, da min kontrakt udløber til sommer, og jeg får den her skade.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, når der sker så mange spændende ting i AB, hvor klubben har oprustet rigtig meget. Det falder på et meget dårligt tidspunkt.
Om Vang vender tilbage til divisionsfodbold igen, kan han ikke garantere endnu.
- Det vigtigste er at komme 100 procent tilbage i forhold til mobilitet. Så må vi se i forhold til at skulle fodbold på højt niveau igen, siger Mads Vang til bold.dk og tilføjer, at han har fået stor støtte af AB.
I efteråret spillede Vang fem kampe for AB i 2. division og leverede ét mål. Vang har også en fortid for FC Midtjylland og Thisted FC og kan skrive to U16-landskampe på CV’et.