Uroen i AB er på sit højeste.
Gennem de seneste måneder har Bold afsløret en lang række sager fra Gladsaxe-klubben, hvor cheftræner David Roufpanah har været i fokus.
Kilder i og omkring AB, heriblandt flere spillere, har kritiseret ham for at have en voldsom adfærd.
Nu er forårssæsonen så gået i gang, hvor AB stadig er uden sejr efter to uafgjorte og tre nederlag
Men nu har flere spillere fået nok.
Bold er blevet kontaktet af flere spillere, som stiller sig utilfreds med Roufpanahs måde at være træner på. De ønsker dog alle at være anonyme i frygt for, at deres udtalelser koster dem deres job i klubben.
Spillerne fortæller til Bold, at man har mistet tilliden til Roufpanah.
Spillerne indkaldte til krisemøde
Det fik AB-truppen til at indkalde til et krisemøde tirsdag, hvor spillerne satte sig ned for at finde en løsning angående Roufpanah.
Artiklen fortsætter efter billedet

Flere spillere oplyser til Bold, at man faktisk har et stort ønske om, at Roufpanah bliver fyret efter de seneste måneders problemer på og uden for banen.
Roufpanah har simpelthen tabt omklædningsrummet.
Men spillerne er dog godt klar over, at Roufpanah ikke bliver fyret, da han er fredet af ejer Jen Chang, som spillerne selv frygter at tale med.
Det nytter derfor ikke at tale med AB's ledelse trods de mange problemer i klubben.
Truppen har derfor i stedet fokuseret på at tænke på AB i forhold til den korte bane, og derfor er man kommet frem til en række punkter, som David Roufpanah bliver nødt til at blive bedre til i den nærmeste fremtid.
Her er der især to punkter, som skiller sig ud.
Roufpanahs taktiske forståelse er helt på månen, og her bliver der nødt til at ske noget med det samme, oplyser flere spillere til Bold.
Roufpanah har ingen gameplan, og det frustrerer spillerne, fordi de ikke får nogen instrukser om, hvordan de skal reagere på banen. Der er desuden ingen taktisk træning, da spillerne i stedet bliver pisket til at løbetræne på daglig basis.
- Det er noget af det voldsomste, jeg har prøvet i min karriere. Vi bliver smadret til træning, så vi ikke har kræfter til kampene. Det handler altid om at dræbe os selv. Folk er helt smadret til kampene, fordi de har trænet så hårdt, lyder det fra en af AB-spillerne.
Flere andre fra AB-truppen efterlyser generel taktisk træning, som nærmest er et ukendt ord hos Roufpanah.
Meldingen er klar fra de spillere, som Bold har været i kontakt med: David Roufpanah har på ingen måde de menneskelige eller faglige egenskaber til at være cheftræner for AB.
Skjuler alt fra staben
David Roufpanahs egoistiske tilgang og forhold til resten af staben var også et af hovedpunkterne på tirsdagens krisemøde.
Bold har tidligere beskrevet, hvordan Roufpanah ikke samarbejder med sin stab og i stedet uddeleger opgaver til spillere i truppen.
Det er ikke blevet bedre, så spillerne forlanger nu, at Roufpanah inddrager sin stab langt mere omkring det daglige arbejde. På nuværende tidspunkt påtager Roufpanah sig samtlige roller i staben, selv om AB har folk tilknyttet til de opgaver.
Spillerne oplyser blandt andet til Bold, at Roufpanah ikke kommunikerer med sin stab eller lader dem have kontrol over deres egne områder. Roufpanah bestemmer alt og har gjort dette klart over for sin stab.
Spillerne vil derfor have, at AB-træneren i stedet begynder at vise mere respekt over for sin stab, da det har været ikke-eksisterende gennem længere tid.
Personer i og omkring AB fortæller, at Roufpanah dog deler ud af sine idéer, men det er med ejer Jen Chang.
Jen Chang er i øjeblikket i Danmark, hvor han også er på plads på træningsbanen, mens han også var til stede til mandagens kamp mod Fremad Amager.
Men når Chang er i USA, er han i daglig kontakt med Roufpanah omkring alt fra spillere til det taktiske i AB, da han skulle være den eneste, som Roufpanah stoler på.
Dette sker imens, at resten af staben blot bliver brugt som kegler i Roufpanahs eget spil.
Hvad nu?
AB går derfor nu en vigtig tid i møde.
David Roufpanah er da også godt klar over, at spillerne har holdt et krisemøde, så han afventer det næste skridt fra spillernes side af.
Det næste skridt skal tages torsdag, hvor Roufpanah får lov til at se spillernes hver dag i øjnene.
Her vil svenskeren få fremlagt den liste af forbedringer, som truppen ønsker at se i den danske traditionsklub efter længere tids problemer.
De spillere, som Bold har talt med, har et stort håb for torsdagens møde. De vil have Roufpanah til at se indad og ændre på de ting, som han gennem længere tid har fået kritik for.
På nuværende tidspunkt er dette den eneste løsning, da man i truppen ved, at en fyring ikke kommer på tale med Jen Chang ved roret.
Tiden må så vise, om Roufpanah ønsker at høre på AB-truppen, eller om han vil fortsætte ned ad samme spor i klubben.
Her har det ikke været den store succes siden tilgangen i sommer, hvor AB lige nu er i fare for at misse top seks efter en forfærdelig start på foråret.


AB
CampoBet 2. division



































