2022-11-28 15:06:01

Afsløring: Udenlandsk investorgruppe køber AB

2. divisionsklubben AB, som bærer på en stor og stolt historie i toppen af dansk fodbold, er ifølge bold.dk’s oplysninger solgt til en international investorgruppe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens VM-fodbolden ruller i Qatar, er en opsigtsvækkende handel i dansk fodbold netop blevet underskrevet. 

Den inkluderer en af landets ældste klubber og en international investorgruppe. 

For ifølge bold’dk’s oplysninger er 2. divisionsklubben AB havnet på udenlandske hænder.

Det er nærmere bestemt et konsortium ved navn Five Castles Football Group LLC (FCFG), som har lagt et for bold.dk ukendt millionbeløb og overtaget aktiemajoriteten i traditionsklubben. Nuværende storaktionær og bestyrelsesformand Torben Oldenborg er fremover minoritetsaktionær. 

Alle bump på vejen mod offentliggørelse skulle være ryddet af vejen. Herunder et af de vigtigste; nemlig Divisionsforeningens blåstempling af den nye ejerkreds.

Artiklen fortsætter efter billedet

2. division -Afsløring: Udenlandsk investorgruppe køber AB
Foto: AB Forever

I sommer nedfældede Divisionsforeningen nogle krav, som kort fortalt går på grundige baggrundstjek af udenlandske investorer, som vil købe sig til væsentlig indflydelse i danske klubber - FØR handlen bliver en realitet.

De krav kom på bagkant af nogle yderst problematiske ejerforhold i eksempelvis Jammerbugt og Fremad Amager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er langt fra første gang, at udenlandske investorer køber sig ind i dansk fodbold. De seneste år har klubber som netop Fremad Amager, Esbjerg, Sønderjyske og Helsingør været på amerikanske ejer-hænder i en kort periode, og for de tre førstnævnte klubber endte det mere eller mindre i det rene kaos.

Og der går ikke længe, før den endelige handel er på plads i Brøndby, hvor Global Football Holding overtager aktiemajoriteten.

Mange af de udenlandske ejerskaber i dansk fodbold er blandt andet kendetegnet ved en ledelse langt fra klubben og en ejerkreds, som har flere fodboldhold end kun det danske i porteføljen.

Således bliver det ikke i AB, fortæller kilder til bold.dk. Her vil investergruppens direktør - den tidligere New York Red Bulls’ adm. direktør Erik Stover - således bosætte sig i Danmark for at være tæt på den daglige drift. 

I modsætning til eksempelvis Brøndbys nye ejere er FCFG ikke en del af ejerkredser i andre klubber rundt om i fodboldverden. I hvert fald ikke foreløbig.

AB er en af landets ældste fodboldklubber med ni danske mesterskaber på klubbens cv - det seneste i 1967 - samt et hav af store, danske spillere i den grønne trøje. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

I nyere tid var det specielt i slutningen af 1990’erne og i starten af 00’erne, at klubben var en faktor i toppen af dansk fodbold med bronzemedaljer og pokaltriumfer. Med Superliga-personligheder som René Henriksen, Peter Lassen, Peter Knudsen, Martin Albrechtsen, Mohamed Zidan, brødrene Johansen og mange, mange flere på diverse holdkort spillede de besnærende, offensiv fodbold - blandt andre med Christian Andersen på sidelinjen.

I dag frister klubben fra Gladsaxe en tilværelse i toppen af 2. division - ét point bag Aarhus Fremad og Esbjerg på de to oprykningspladser til landets næstbedste fodboldrække.

36 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0