Tale er sølv, tavshed er guld!
Det er et ordsprog, som de har taget til sig i kriseramte AB.
For hverken direktør eller cheftræner i Gladsaxe-klubben ønsker på nogen måde at forklare sig oven på den elendige sportslige start på foråret med to uafgjorte og fire nederlag.
Ingen af dem vil heller ikke forholde sig til den store krise, der hersker i og omkring spillertruppen, hvor tilliden til cheftræner David Roufpoanah nærmest er ikke eksisterende.
Det har Bold de seneste måneder beskrevet i detaljer. Artiklerne førte til krisemøder mellem cheftræneren og spillertruppen.
Til trods for ambitioner om oprykning slap AB heldigt med i oprykningsspillet på en sjetteplads i 2. division, men de kommer slet ikke til at spille nogen rolle i oprykningskampen.
De er hele 20 point fra en oprykningsplads og hele ni point fra femtepladsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Henviser til pressechefen
Cheftræneren hedder stadig David Roufpanah, selv om foråret endnu ikke har budt på en sejr i seks forsøg.
Bold tog til træning på Skovdiget i Bagsværd i håbet om, at cheftræneren vil forklare den kritiske situation.
David, jeg kommer fra Bold og vil gerne stille dig et par spørgsmål?
- Jeg har ingen kommentarer.
Da I senest mødte Middelfart og tabte 1-3, havde jeres fans lavet et banner, hvor der stod: ’David out’. Hvad tænker du om det?
- Jeg har ikke noget at sige. I må kontakte Sara (Salim. Klubbens kommunikationschef, red.).
Hvorfor vil du ikke stille op og forklare dig over for læserne og AB's fans?
- Som sagt har jeg ingen kommentarer, fordi I har en dagsorden med jeres historier, siger David Roufpanah efter torsdagens træning på Skovdiget i Bagsværd.
De seneste måneder har Bold i detaljer beskrevet, hvordan spillerne stille og roligt har mistet tilliden til klubbens cheftræner.
Samtidig er det for Bolds læsere velkendt, at David Roufpanah har en meget speciel ledelsesstil, hvor han ikke giver nogen som helst plads til sin stab.
Direktør arbejder på kommunikationsplan
AB-direktør Sofie Brandi Petersen er heller ikke den mest meddelsomme type.
Hun ønsker ikke at forholde sig til klubbens kritiske situation over for offentligheden.
- Lige nu har jeg ingen kommentarer.
Hvornår vil du så besvare vores spørgsmål?
- Vi arbejder på en plan for at kommunikere i nærmeste fremtid.
I har været meget tavse længe. Hvorfor vil I ikke forholde jer til klubbens situation?
- Lige nu er vi enige om ikke at udtale sig. Mere siger jeg ikke nu, men jeg vil gerne vende retur til dig, når vi har noget at sige, pointerer Sofie Brandi Petersen.
Klubbens formand og medejer, Jen Chang, var for nylig på visit i Gladsaxe, hvor han så nederlaget til Middelfart.
Fra tribunerne kunne han også et se banner: Mr. Chang – whats the plan?
Det relevante spørgsmål har Jen Chang ikke formået at svare de frustrerede AB-fans, som til kampen havde gjort klar til en protest. Læs mere om det her.
AB indleder oprykningsspillet i 2. division på søndag med en hjemmekamp mod oprykningsfavoritterne fra Esbjerg.


AB
CampoBet 2. division





































