Tårnby Stadion (bold.dk): Jonas Troest har haft en ganske glorværdig karriere med over 100 Superliga-kampe samt otte Bundesliga-kampe på CV’et, men tiden som fodboldspiller er forbi for den 37-årige forsvarsspiller.
Du kan se Jonas Troests første mål i Superligaen i videoen øverst i artiklen.
Jonas Troest fortæller nemlig til bold.dk, at han har valgt at stoppe karrieren efter AB Tårnbys pokalnederlag til Brønshøj i fjerde kvalifikationsrunde til Sydbank Pokalen 2022/2023.
Den rutinerede forsvarsspiller endte med at brænde i straffesparkskonkurrencen.
- Det har jeg det egentlig okay med. Det var mit sidste spark i karrieren, så det slutter nu. Der er ikke tid til det mere, så det er fint, siger Jonas Troest til bold.dk.
Hvornår har du taget den beslutning?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg tog den for et halvt år siden. Jeg har tre børn, to små og en på fem år. Nu er jeg blevet U5-træner, så det har hele tiden ligget i kortene.
Kommer du til at være inde omkring førsteholdet i AB Tårnby?
- Jeg kommer til at se nogle af deres hjemmekampe med mit U5-hold derude, men ellers ikke. Ellers er det familien og de unge her i Tårnby.
Nu endte AB Tårnby med at rykke op i 3. division. Var det godt at slutte af med det?
- Det var egentlig meget fint at slutte af med at rykke op. At jeg så sluttede det hele af med at brænde et straffespark og sende holdet ud af pokalen. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men det skal nok gå.
Tager nederlag på sin kappe
Troest så opgøret mod Brønshøj som meget lige, og kampen kunne have tippet over til begge sider. Den tidligere Bundesliga-spiller er dog en smule ærgerlig over, at han står med skurk-rollen i karrierens sidste kamp.
- Det var lidt ærgerligt, men hvis Segall (Sebastian Segall fra AB Tårnby, red.) bare havde scoret. Han havde tre kæmpe chancer, så jeg må nok tage den på min kappe. Det er nok meget godt, at det var mig, der brændte, hvis det var nogen, der skulle brænde, så det har jeg det fint med.
Forsvarsspilleren kan også godt mærke, at han har fået mange knubs i løbet af karrieren, og derfor er det nok meget godt, at den får hvile nu.
- Min krop har måske heller ikke supergodt af at spille fodbold. Jeg bliver 38 år næste gang, og jeg har haft mange skader igennem hele karrieren, så jeg har ondt mange steder, så det er måske også meget godt for den, at den ikke skal udsættes for fodboldkampe på det her niveau, siger 37-årige Jonas Troest til bold.dk.
Jonas Troest har været en del af AB Tårnby siden sommeren 2016, men tiden som fodboldspiller er nu forbi for forsvarsspilleren.
Forsvarsspilleren nåede blandt andet at være en del af Silkeborg, Hannover 96, OB, Konyaspor, SønderjyskE og AB.
Med OB vandt forsvarsspilleren blandt andet sølvmedaljer i Superligaen i 2009 og 2010.
Det blev også til hele 25 U21-landskampe for Troest.

Oddset Pokalen
AB Tårnby
































