Hold da helt op!
Hvilke drømmetræffere!
Hvilke afslutninger. Og så med begge ben.
James Bogere scorede først med højre- og siden med venstrebenet.
De to første mål han overhovedet har scoret for AGF, siden han kom til Danmark i starten af året.
Og det var i sandhed drømmescoringer.
De to scoringer var nok til 2-1 sejren. For selv om Sabah udlignede til 2-2, blev scoringen underkendt for offside.
Her er Bolds fem fokuspunkter fra det første opgør i tredje kvalifikationsrunde til Champions League:
Artiklen fortsætter efter billedet


Bogere trådte ind på den store scene
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Det første mål for sin klub glemmer man aldrig. Og det gør James Bogere med sikkerhed heller ikke.
For det var i sandhed lidt af et tordendrøn helt oppe i nettaget fra kanten af feltet.
Og så gjorde han det tilmed igen efter pausen. Først med højrebenet og siden med venstrebenet.
To sublime afslutninger fra den 18-årige ugander, der kom til AGF fra El Cambio akademiet ved årsskiftet. Han startede på U19-holdet, men har imponeret gennem foråret og med sin fart kommer den uslebne diamant til at gøre ondt på mange.
Hold da op en præstation fra den unge komet.
Han er Sabahs hjerne
Spiller fra udeholdet i fokus
Ivan Lapinjica er ikke et stærkt offensivt kort, men han er ubetinget det centrale omdrejningspunkt hos Saba.
Den teknisk velfunderede midtbanespiller var meget involveret fra sin centrale udgangsposition på midten. Ofte med udgangspunkt til venstre.
Det er tydeligt, at meget af Sabahs opspil går gennem ham.
Kan AGF holde styr på ham i returkampen, er Jakob Poulsens tropper nået langt.

En helt særlig atmosfære
Fans i fokus
AGF er på udebane i Randers, men hold da op, hvor de formåede at lave en helt særlig fest i fremmede omgivelser.
Det var et særligt syn at opleve hele Cepheus Park klædt i hvidt. Helt i hvidt. Og de mest engagerede og medlevende AGF-fans bag det ene mål satte rammerne for en stor aften for AGF. En aften, der gav forhåbninger om, at der venter noget stort i fremtiden.
Sabah havde fans med til Randers, men der var ikke mange.
Dårlig stime er en tendens
Statistik i fokus
Sabah er en ung klub med blot otte år på bagen. Men det er en klub, der på den korte bane har overtaget magten fra Qarabag.
Til trods for den unge klub, er det fjerde år i træk, at Sabah spiller europæisk. Og de tre foregående år er klubben røget ud i tredje kvalifikationsrunde.
Den tendens kan fortsætte på tirsdag, hvor AGF via 2-1 sejren har et rimeligt udgangspunkt før returkampen.
Ramte plet med Bogere
Træner i fokus
Er du god nok, er du gammel nok.
Den fik Jakob Poulsen bevis for mod Sabah. For han satsede på 18-årige James Bogere i front – og blev belønnet for tilliden til den unge komet.
To scoringer og et kæmpe skridt ind på den store scene var virkelig en fuldtræffer.

Til gengæld satsede Jakob Poulsen på Frederik Tingager – og tabte. For den rutinerede stopper måtte trække sig allerede efter en halv times spil. Og det var ikke en del af planen for en spiller, der binder bagkæden sammen.
Nu kommer den medicinske stab på overarbejde for at få Tingager frisk til returkampen på tirsdag. Fordelen er, at AGF står over i weekenden i Superligaen.

Neestrups bøn hørt: Godt for Superligaen
Hattrick | Afsnit 167Dagens Hattrick starter med Mohamed Salahs skifte til Trabzonspor. Egypteren bliver den helt store stjerne i Süper Lig, hvor han skal danne makkerpar med Aral Simsir.
Læs mere
AGF
Champions League



































