


Der har været store forventninger til AGF, efter at mandskabet vandt Superligaen i seneste sæson.
Mandskabet har dog efter fredagens nederlag på 1-2 mod Viborg kun skrabet to point sammen på tre runder.
Selv om Jakob Poulsen havde ønsket sig flere point, er cheftræneren rolig.
- Jeg vil sige det samme, som jeg har sagt til de andre. Det var det samme, som jeg havde sidste år. Der havde vi også to point efter tre kampe.
Vil det så sige, at I vinder guldet igen?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Nej, det er nok ikke det, som jeg siger. Jeg synes ikke, at vi skulle have haft flere point mod Lyngby og Brøndby. Det var det, der kunne tilkomme os efter de to kampe.
- Mod Viborg synes jeg, at vi skulle have haft lidt flere point. Vi er ambitiøse, specielt efter seneste sæson, og så er to point efter tre kampe selvfølgelig ikke godt nok isoleret set.
- Jeg kigger også på præstationerne, og hvis vi bliver ved med at levere som mod Viborg, skal vi nok få de point, der skal bruges, siger Jakob Poulsen.
I kampen scorede Mads Søndergaard to mål med hovedet for Viborg, mens AGF-angriberen James Bogere var meget tæt på at udligne i slutningen af kampen.
Det satte Jakob Poulsen blandt andet også ord på.
- Det var en god præstation. Det er de gode præstationer, der skal bære os. Hvis vi leverer flere af dem end dårlige, er der også større chancer for at vinde.
- Nogle gange går det selvfølgelig ikke sådan, og så handler det om skarphed og lidt held i begge ender.
- Mads Søndergaard var ualmindeligt skarp med hovedet, og James Bogere kunne nærmest ikke sparke et bedre langskud, men ramte overliggeren.
- Det var en godkendt præstation, og det giver en tryghed, at vi kunne levere det efter en enkelt træning og en flyvetur på syv timer i onsdags, siger Jakob Poulsen.
AGF skal i næste uge møde Benfica i Europa League-kvalifikationen og OB i Superligaen.

Danmark øjner stor Europa-gevinst
Hattrick | Afsnit 174Superliga-klubberne havde igen en flot uge ude i Europa, hvor der blev hentet vigtige koefficientpoint hjem til Danmark. Kan Danmark tage 12. pladsen, vil det for alvor se godt ud.
Læs mere
AGF
3F Superliga

































