3F Superliga -AGF om stadion: Størrelsen ikke afgørende
2016-05-11 16:47:01
Foto: Carsten Christensen / bold.dk

AGF om stadion: Størrelsen ikke afgørende

AGF skal have nyt stadion. Størrelsen er ikke afgørende, men direktør Jacob Nielsen mener at 15.000 lyder fornuftigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

AGF meldte tidligere onsdag ud at de senest i 2020 venter at have et nyt stadion klar. At skæringsdatoen er sat til 2020, hænger blandt andet sammen med at der udløber den nuværende forpagtningsaftale på Ceres Park.

Men det nye stadion må rigtig gerne stå klar før. AGF kan ikke vente længere. Det siger direktør Jacob Nielsen.

- Vi ser meget gerne at det sker inden. Men det er er også en sikkerhed for folk om at det ikke er et evighedsbevis. Vi kan ikke vente 10 eller 15 år mere på et nyt stadion. Det skal ske nu. Så derfor har vi sat en overskuelig tidsramme, siger Jacob Nielsen til bold.dk.

AGF’s tilskuergennemsnit på hjemmebane har i nullerne ligget mellem lavpunktet 5.118 i 1999/2000 og højdepunktet 11.879 i 2009/10. Jacob Nielsen er overbevist om at tilskuertallet får et ordentligt løft med et nyt stadion.

- Det vil det i høj grad kunne. Det kan man se ude i Europa, men også andre steder i Danmark. Og man kunne se det i pokalfinalen i Parken. Det handler ikke kun om at der er langt ind til banen. Det handler om hele stemningen og intimiteten på stadion.

- Både i Herning og Randers og Esbjerg har de fantastiske, intime stadions som gør at de forholdsmæssigt har flere tilskuere end os. Vi er stadig det tredjemest besøgte. Men vi bør jo have 15.000 tilskuere.

Hvor stort et stadion AGF skal have, lægger direktøren sig ikke fast på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er op til kommunen. Vi kunne godt leve med et på 15.000, men vi siger ikke nej til et på 30.000 hvis det er det man vurderer det skal være.

- Men ultimativt, hvis bare vi kan få et intimt stadion, så kan jeg godt leve med at der kun er plads til 10.000. Hellere have et intimt stadion med plads til 10.000 end den kolos vi har nu. Men optimalt er det 15.000.

- Men det er slet ikke omdrejningspunktet lige nu. Det er at vi får et nyt stadion. Hvad omfanget bliver, finder vi ud af gennem dialog, siger Jacob Nielsen.

AGF's tilskuersnit på hjemmebane i Superligaen i denne sæson er på lige over 8.000. Sæsonrekorden lyder på 13.437.

AGF har i løbet af et par timer allerede solgt over 1000 af de såkaldte støttebeviser til et nyt stadion.

kristian@bold.dk


Foto: Carsten Christensen / bold.dk

18 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0