Man kan nærmest dufte det, når man bevæger sig rundt i Aarhus Midtby.
I Frederiksgade hænger et grønt banner, der binder gaden sammen. På den ene side pryder AGF’s logo, og midt på står der skrevet med gyldne bogstaver: ’Guld til AGF - Guld til Aarhus.’
Troen på et mesterskab til AGF i hjembyen er stor med otte kampe tilbage af 3F Superligaen.
Aarhusianerne topper i skrivende stund - og med en kamp i hånden - landets bedste række med fire point ned til FC Midtjylland, der er nærmeste forfølger, så det ser godt ud - og man forstår også godt, hvis længslen er stor.
For selvom AGF er en af de mest succesfulde danske klubber med fem mesterskaber og ni pokaltitler, så skal man langt tilbage for at finde seneste pokal - i 1996 – og endnu længere for det seneste mesterskab – 1986.
Men nu emmer det for alvor af metal - endda den fineste slags.
Og det kan en af klubbens tidligere spillere i den grad dufte.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den 20-årige Adam Daghim nåede at være i AGF i knap to år og blev som 16-årig klubbens yngste debutant i 3F Superligaen. Allerede som 17-årig blev han solgt til Red Bull Salzburg i en millionhandel.

I dag er han udlejet fra den østrigske storklub til Wolfsburg, og fra det tyske gør han alt for at følge med i AGF’s succes.
Det fortæller han til Bold i forbindelse med presseaktiviteter i den danske U21-landsholdslejr.
- Jeg følger med, og det går perfekt. Det er lige præcis sådan, det skal gøres, og de skal bare fortsætte.
- Jeg håber bare, at de ikke smider den, for så kan de jo ende med at få guld, siger han og fortsætter:
- Det ser meget positivt ud og har gjort det hele sæsonen. Jeg tror ikke, at de smider den.
I U21-lejren bor Daghim på værelse med AGF-talentet Frederik Emmery, og så holder han stadig kontakten med flere af de nuværende AGF-spillere.
- Jeg snakker stadig med Kevin Yakob, Eric Kahl og Gift Links, forklarer han.
AGF over FCK
Adam Daghim var som helt ung en del af FC Københavns akademi, inden han i en alder af 15 skiftede til AGF.
Og selvom han ikke nåede at være i den aarhusianske klub i mange år, så er det stadig den klub i Danmark, der har gjort størst indtryk på ham.
- Det handler om, at AGF tog rigtig godt imod mig, da de blev interesserede i mig. De troede på mig som ung spiller og så mine kvaliteter.
- De investerede i mig og kunne se, at jeg kunne få en bedre karriere i AGF. Det var dem, der hjalp mig på vej og støttede mig - de var altid omkring mig.
- Det har altid været et helt specielt sted for mig. Oven i det er Aarhus også bare en virkelig fed by.
Ifølge B.T. blev Adam Daghim solgt for 21 millioner kroner fra AGF.

Guldfest
AGF spiller - ligesom resten af Superligaen - sin sidste kamp i denne sæson den 17. april. Klokken 18.00 får klubben besøg af Viborg FF på Ceres Park Vejlby.
Og hvis det kan lade sig gøre, bliver det med Adam Daghim på tribunen.
- Hvis jeg kan nå det, skal jeg tilbage med det samme, men jeg tror faktisk, at vi har en kamp en eller to dage efter.
- Jeg håber dog, det kan lade sig gøre, siger stortalentet til Bold.
Et hurtigt kig på Wolfsburgs kampprogram viser, at der er gode muligheder for et smut hjem til sin tidligere klub for offensivspilleren.
Den tyske klub spiller den sidste kamp i Bundesligaen den 16. april.
Wolfsburg er i skrivende stund under nedrykningsstregen i Bundesligaen og har fire point op til 16.-pladsen, der giver adgang til playoff mod et hold fra 2. Bundesliga, og seks point op til FC Køln, der er første hold over stregen.
Adam Daghims lejeaftale gælder resten af sæsonen, mens der samtidig er en købsoption med i aftalen.
Danskeren nåede 11 kampe for AGF’s førstehold.

Nørgaard færdig i rødt og hvidt
Hattrick | Afsnit 80Christian Nørgaard stopper på det danske landshold efter 41 kampe i rødt og hvidt.
Læs mere

AGF
3F Superliga






































