
Spilstop på spilstop.
Torsdag aften tabte AGF med 0-1, da de havde besøg af FC Midtjylland i den første af to semifinaler i Oddset Pokalen til et opgør, der ikke går over i historiebøgerne som en smuk kamp.
36 gange måtte dommer Jacob Karlsen fløjte frispark undervejs, og to tredjedele af dem gik til værterne på Ceres Park Vejlby.
Efter kampen var AGF-træner Jakob Poulsen træt af, at gæsterne fra heden fik lov til at bryde spillet så meget.
- Jeg synes ikke, at FC Midtjylland spillede for hårdt på nogen som helst måde. Men jeg synes, at dommeren misser sit ansvar en smule.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Midtjylland havde tydeligvis en gamplan om, at hver eneste gang vi kom fri, så ville de stoppe os med det samme. Der går alt for længe, før dommeren slår ned over for det.
- Derfor kan Midtjylland blive ved med det i 70 minutter, eller hvor længe der nu gik, før de første gule kort begyndte at blive stanget ud. Det var for lang tid, siger Poulsen.
Det var ikke kun den fremmødte presse, der fik et indblik i AGF-bossens tanker.
- Jeg havde en god snak med fjerdedommer Jens Maae. Jeg tror, at jeg fik fortalt ham det, siger Poulsen med et smil.
FC Midtjylland fik fire gule kort - til Dario Osorio, Ousmane Diao, Junior Brumado og Gue-sung Cho.
Retur til marts
Med nederlaget i den første semifinale skal Superligaens tophold nu ud at jagte, hvis drømmen om en pokaltriumf skal holdes i live.
Jakob Poulsen tror på, at AGF kan vende det i returen, hvor han dog skal se mere skarphed.
- Det siger sig selv, at det ikke er så godt et udgangspunkt. Vi er bagud med et enkelt mål ved halvvejen, og det var naturligvis ikke, hvad vi havde drømt om.
Det er vel ikke værre, end at det godt kan vendes?
- Det har du ret i, og det så vi også under kampen. Vi skabte rigeligt med problemer for Midtjylland, og vi skabte også chancer nok til, at det ikke skulle ende, som det gjorde. Men vi var ikke skarpe nok, siger Jakob Poulsen.
Returopgøret mod FCM afvikles den 8. marts på MCH Arena, hvor den samlede vinder booker billet til året pokalfinale.
Inden da har AGF tre kampe i Superligaen, hvor der venter på papiret mere overkommelig modstand i form af FC Fredericia, Viborg FF og Vejle BK.

AGF
Betano Pokalen

























