2025-12-24 11:00:00

Julegave fra Bold+: Bjørnebye slog Brøndby i AGF’s Arnstad-jagt

Kristian Arnstad havde interesse fra Brøndby samme sommer, som AGF hentede ham. Nu holder Ståle Solbakken øje, mens den unge nordmand har sat sig på tronen i Aarhus efter en blandet tid i Anderlecht, hvor Brian Riemer så et ekstraordinært stort talent, der ifølge ham ikke fik som fortjent.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I aften er det juleaften, og mens du drømmer om de bløde pakker, kan du fordrive ventetiden med gratisgaver fra Bold+. Vi udgiver i dag ti artikler, der er blevet udgivet i Bold+ i løbet af 2025. 

Kan du lide, hvad du læser, kan du blive abonnent på Bold+ lige her til en intropris på 49 kr. for tre måneder. Glædelig jul!

Denne artikel er fra 23. september 2025. 

Efter fem år i en af Belgiens største klubber stod Kristian Arnstad ved en skillevej i 2024.

Og det, der startede som en urealistisk drøm, skulle pludselig vise sig at blive til virkelighed for Stig Inge Bjørnebye, da den tidligere AGF-sportsdirektør øjnede muligheden for at hente en ønskespiller.

Faktisk tøvede klubbossen ikke et sekund, da chancen først bød sig, og hvis han i de her dage gnider sig i hænderne og tænker ’hvad sagde jeg?’, så er det svært at bebrejde ham.

Arnstad viste godt nok glimt af sit talent i sidste sæson.

Men det er under Jakob Poulsen, at den norske guldfugl for alvor har spredt sine vinger og demonstreret det potentiale, der fik Anderlecht til at slå til, da han bare var 16 år gammel.

Det understregede søndagens præstation mod Brøndby nok engang.

- Jeg prøvede at hente ham i tidligere vinduer, men hans situation i Anderlecht og interessen fra flere andre markeder var for stærk, og vi var ikke i en position, hvor vi kunne gøre det.

- Men det ændrede sig i 2024, hvor vi fik en chance for at være med. Vi drøftede selvfølgelig det hele internt, for det er ikke hver dag, man kan hente en spiller af hans kaliber. Jeg lagde mit hoved på blokken, for jeg troede på hans mentalitet, og hans DNA talte lige ind i det, vi gerne ville i AGF, lyder ordene fra Stig Inge Bjørnebye, når han ser tilbage på forhandlingsdagene.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er godt og vel 13 måneder siden, Kristian Arnstad satte sine ben på Fredensvang.

Bold stiller skarpt på historien om den fremadstormende nordmand, som Brian Riemer følte, han aldrig rigtig fik forløst.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Julegave fra Bold+: Bjørnebye slog Brøndby i AGF’s Arnstad-jagt
Foto: Liselotte Sabroe, Henning Bagger, Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Den danske landstræner storroser ham og tager faktisk det manglende gennembrud i Anderlecht på sin kappe, mens Ståle Solbakken fremhæver AGF for at være lige præcis det, Arnstad har haft brug for.

Og så tager vi dig med ind i AGF’s transfermaskinrum i 2024, hvor aarhusianerne den sommer ifølge Bolds oplysninger mødte konkurrence fra blandt andre Brøndby.

En klub, der på det tidspunkt havde en fodbolddirektør siddende, som pudsigt nok har et AGF-logo på brystet i dag.

Ståle: AGF presser ham
Kristian Arnstad rundede sin kamp nummer 36 for AGF i weekendens 1-0-sejr over Brøndby, hvor han blev matchvinder og noterede sig for sin tredje scoring i fem kampe for Superliga-førerholdet.

En målhøst, der allerede nu står i kontrast til sidste sæson, hvor nordmanden blot scorede og assisterede en enkelt gang under Uwe Rösler.

Men siden har aarhusianerne skiftet ud på trænerposten.

Ind er kommet Jakob Poulsen, som efter en lidt lunken start har sat kritikere og tvivlere på plads med seks sejre på stribe.

Modsat Röslers til tider tunge defensive tilgang har Jakob Poulsen formået at tage sit offensive mindset med sig fra Viborg og indtil videre omsat det i AGF. Uden at gøre op med hverken formation eller dyder, nyder en spiller som Kristian Arnstad, der også er blevet rykket lidt længere frem på banen, godt af forandringen fra sit udgangspunkt bag angriberne.

Og det er ikke gået Ståle Solbakkens næse forbi.

Det stjernebesatte norske landshold er godt i gang med at kvalificere sig til VM næste år, og spørgsmålet er, om der bliver plads til AGF-spilleren i truppen efter et hav af ungdomslandskampe i Norges farver og et hverv som kaptajn for U21-landsholdet gennem mange år.

Siden er den 22-årige midtbanespiller blevet for gammel, og chancen for nu at steppe op i A-kæden er udfordret af en række store profiler, hvor Martin Ødegaard og Sander Berge blandt andre står foran i køen.

- Jeg mærkede det jo, da jeg var i FCK og AaB, indleder Ståle Solbakken.

- Aarhus er en by, og AGF er en klub, hvor man tørster efter fodbold, og hvor alle er optaget af det, hvilket efterlader et vist pres. Sådan var det også i Anderlecht, og det har han lært af. Han er i en klub, hvor der er stor interesse, og det er godt.

- Kristian er en spiller, vi løbende følger. I forhold til A-landsholdet er han en del af den gruppe, hvor der er ekstrem konkurrence på de positioner, han dækker. Men han er en interessant spiller, som tager fine skridt i AGF nu, hvor han har fået en lidt ny, offensiv position som en slags 10’er, der dækker banen godt.

- Og så er det jo sådan, at de spillere, der får tillid over tid, vokser. Og han har fået stor tillid i AGF, hvilket har gjort, at han lige nu tager gode skridt. Han har en fin fodboldfremtid foran sig.

Foto: Jure Makovec/AFP/Ritzau Scanpix

Det var den norske U21-landstræner Jan Peder Jalland, der gjorde Kristian Arnstad til anfører for det unge mandskab for nogle år siden.

Og det var selvsagt ikke tilfældigt at valget faldt på netop ham, forklarer han.

- Han er en spiller, alle de andre læner sig opad, og han indgyder respekt. Han kommer med gode indspark under træning og kamp, og så tænker han altid fodbold. Han har en enorm vindervilje.

- Samtidig har han en god karakter, når det kommer til at sætte en standard for de andre. Han var totalt set vores bedste spiller i VM-kvalifikationen, og når man arbejder hårdt, præsterer man ofte stabilt.

Bjørnebyes fordel
Ca. 16 mio. kr. betalte AGF i transfersum, da Anderlecht slap Kristian Arnstad sidste sommer, hvilket gør nordmanden til en af de dyreste udenlandske spillere i Aarhus-klubbens historie.

Men når det kom til netop ham, kunne selv store beløb ikke få Stig Inge Bjørnebye til at ryste på hånden. 

Bossen havde tilmed den fordel, at han kender Arnstads familie.

Arnstad passede perfekt ind i strategien i AGF, hvor det handlede om at få forynget truppen og komplimentere en meget erfaren og dansk midtbane, der på det tidspunkt bestod af Mads Emil Madsen og Nicolai Poulsen.

- Jeg har kendt Kristian og hans familie, siden han var knægt, så det var helt naturligt for mig at holde øje med ham, for jeg kunne ret tidligt se, at han var noget særligt, siger Stig Inge Bjørnebye.

- Det har for mig meget at gøre med mentalitet. Han er ekstrem ydmyg, men samtidig tror han meget på sig selv. Det er som regel en god kombination.

Tæt på deadline – d. 31. august – lykkedes det så.

Arnstad havde tilbragt fem år i Anderlecht, hvor han kom til som 16-årig og nåede 68 kampe med Vincent Kompany og Brian Riemer ved trænerroret undervejs.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Og med 12 måneder tilbage af kontrakten var tiden inde til at finde en ny adresse, der kunne tilbyde ham mere end en rolle som indskifter.

- Som jeg husker det, var det en ret transparent proces. Dialogen var god med Jesper Fredberg, Jacob Nielsen, hans agenter, Kristian og familien. Da muligheden opstod, var det ikke en af den slags sager, hvor vi skulle overveje meget.

- Vi var klar til at slå til, og alle var med på den. Vi havde brug for yngre spillere, og han passede ind i strategien. Ja, det var en stor investering, men jeg tøvede ikke et sekund, siger Bjørnebye.

Blev det undervejs kendt for dig, at Brøndby også var interesseret i ham den sommer?

- Ja, det vidste jeg godt. Jeg har aldrig talt med CV om det, men vi vidste det godt, for den slags info får man jo undervejs, siger Stig Inge Bjørnebye.

Nordmanden nåede at arbejde sammen med Carsten V. Jensen i AGF i et par måneder i løbet af foråret, inden han helt forlod klubben i slutningen af april.

I sommeren 2024 var CV fodbolddirektør i Brøndby, mens Stig Inge Bjørnebye havde nøglerne til den sportslige butik i AGF.

Og dengang kæmpede de tilsyneladende om den samme spiller.

- Men jeg er pragmatisk i sådanne situationer. Hvis man er overbevist om en spiller, er det ikke overraskende, at andre klubber også er overbeviste, men man skal ikke foretage så stor en investering, hvis man ikke er spillerens førsteprioritet.

- Nogle gange har en spiller muligheden for at skifte til en klub, hvor matchet bare er det helt rigtige, selvom han har muligheden for at tage til en større klub, hvor han måske kan tjene flere penge. Det er den slags spillere, man gerne vil have. Man vil ikke have spillere, som bare skifter for pengenes skyld. Det gjorde Kristian ikke. Han er en fantastisk spiller.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Blandet tid i Anderlecht
Arnstad er født i Oslo og spillede ungdomsfodbold i Heming og Stabæk i hjemlandet, inden han tog hul på sit udlandseventyr i Belgien i sine tidlige teenageår.

Det var Vincent Kompany, der nu står i spidsen for Bayern München, som gav ham debut på førsteholdet i en alder af bare 17 år mod Club Brügge, hvorfra han blev udråbt til det næste store hit.

Men det var under et velkendt navn – en af Kompanys efterfølgere – at Arnstad spillede størstedelen af sine Anderlecht-kampe.

- Fra start af kunne jeg se, at han havde et ekstraordinært stort talent, siger Brian Riemer.

Den nuværende danske landstræner overtog tøjlerne i Anderlecht i december 2022 og stod med ansvaret i 656 dage, inden han blev afskediget i efteråret små to år senere.

Hurtigt stod det klart, at Brian Riemer så et stort lys i Kristian Arnstad, som dog blev offer for en hård konkurrencesituation.

Derfor sparkede han heller aldrig døren helt ind i Belgien, forklarer Brian Riemer, der tager den del af Arnstads karriere på egen kappe.

- Han var eddermame også oppe imod nogle alvorlige spillere. Thomas Delaney, Mats Rits, Mario Stroeykens, som var det helt store belgiske hit, og Theo Leoni, som fik et stort gennembrud det ene år.

- Det var faktisk ikke Kristians skyld, at han ikke fik det endelige gennembrud i Anderlecht. Det var sgu mere min skyld. Der var så mange dygtige spillere, og i fodbold handler det bare nogle gange om timing.

- Theo Leoni – for at bruge ham som eksempel – var egentlig bag køen, men pludselig kom han ind i kamp to og fik scoret et mål, og han blev ligesom en publikumsdarling. Så der skete bare nogle ting, der gjorde, at Kristian spillede, blev skiftet ind og gjorde mange gode ting, men han manglede det endelige gennembrud. Og det var vitterligt ikke, fordi han manglede kvaliteterne. Det var 100 procent min skyld.

- I bund og grund fortjente han jo mere, men jeg kunne ikke give ham den der ’nu er det dig, vi satser på’. Og det gjorde, at han jo var en slags luksusspiller for mig. For han fortjente jo mere.

Foto: Jonas Olufsen

Brian Riemer pointerer, at Arnstads rejse på mange måder ligner den rejse, flere unge spillere begiver sig ud på, når de tager hul på udlandseventyret i en tidlig alder.

- Jeg kom til FCK, da Thomas Delaney var 16 år gammel, og hvornår kom Delaneys endelige gennembrud for FCK? Da han var 21 år gammel. Inden da var han en reservespiller, som ganske vist startede og spillede, men han var 21 år gammel, før Ståle Solbakken pegede på ham og sagde ’nu er det dig’.

- Så man kan sige, at den rejse, Kristian har været på - fra at være i Belgiens største klub og faktisk få små 70 kampe til i dag - er en meget normal rejse. Der er ikke noget unormalt i at bruge nogle år på at etablere sig, når man er i en af de store klubber som helt ung.

- Han lærte jo af dygtige spillere som Jan Vertonghen, Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Thorgan Hazard. Så han har lært en masse, han kan bruge nu. Når man vælger at være i Anderlecht, FC København eller andre store klubber som helt ung, så er tilløbet bare en lille smule længere nogle gange. Det har man også set med Cole Palmer i Manchester City. Det var det, som for Kristians vedkommende gjorde sig gældende.

Flere udlandseventyr i vente
I sommeren 2024 tog Brian Riemer og den daværende sportsdirektør i Anderlecht, Jesper Fredberg, derfor en snak med Kristian Arnstad, hvor budskabet var, at han fortjente at finde sig en adresse, der kunne tilbyde ham endnu mere spilletid. 

- For vi kunne godt se, at hans talent var for stort til at være en reservespiller for Anderlecht. Det forløb egentlig stilfærdigt. Han har altid været en spiller, som jeg har vægtet ufatteligt højt. En fantastisk ærlig gut, der er arbejdsom, og som altid er der for holdet.

Selvom Brian Riemer har nok at give sig til for tiden med forberedelserne frem mod resten af Danmarks VM-kvalifikation, bliver han stadig glad, når tidligere spillere præsterer.

Og det gør Kristian Arnstad lige nu i Aarhus.

- Han har jo fundet sin plads. Forstået på den måde, at de ting, han er bedst til, kommer frem i AGF nu.

- Jeg har virkelig kun de varmeste ting at sige om ham, og han var en spiller, som jeg ville have ønsket, jeg havde brugt endnu mere, men han kom bare et år eller to for tidligt. Så jeg fik lov til at lave lidt af forarbejdet.

- Jeg spår ham en stor fremtid, og jeg tror, han bliver en kæmpe profil i Superligaen, hvis ikke han allerede er det. Han kan sagtens tage et skridt op. Også herhjemme. Og der er stadig et eller to udlandseventyr i vente for ham. Han valgte at tage turen ud meget, meget tidligt, og det gør jo, at man nogle gange skal tage et skridt tilbage for at tage to frem. Og det var klogt af ham.

- Det talte jeg også med ham om, da han fik tilbuddet. ’Prioritér spilletiden. Nu har du været i en storklub med dygtige spillere. Nu skal du et sted hen, hvor du har tryghed omkring dig, og hvor folk tror på dig. Derfra kan du accelerere din karriere igen’.

- Og det lyttede han til. Det har været et suverænt skifte, slutter Brian Riemer.

AGF og Kristian Arnstad har papir på hinanden frem til sommeren 2029.

Podcast Cover

Superliga-profiler siger farvel

Hattrick | Afsnit 81

Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.

Læs mere
-19:04

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce