- Det var de værste tre minutter i mit liv.
Sådan lød det med et smil fra Patrick Mortensen om afslutningen på kampen mellem FC Midtjylland og Viborg.
Mandagens resultat sendte nemlig AGF alene i front med to point ned til FC Midtjylland på andenpladsen med kun to kampe tilbage af sæsonen.
- Jeg havde med vilje valgt ikke at se kampen, men jeg fik jo hurtigt at vide, hvordan det gik, fordi min familie også går meget op i det.
- Det der med at sidde og se noget, som man ikke kan kontrollere, det er bare at pine sig selv med den situation, vi står i, hvor det hele spidser til.
Forventer vild stemning
Artiklen fortsætter efter billedet

På søndag venter et brag, når AGF på udebane skal møde Brøndby. En kamp, der, hvis resultaterne flasker sig, kan sende guldet til Aarhus.
En kamp AGF-anføreren glæder sig til.
- Vi skal ud og have fokus på os selv. Det er vigtigt, at vi ikke koncentrerer os om, hvad der sker alle mulige andre steder.
- Det er vigtigt, at vi får sat en god præstation sammen, finder det rette spændingsniveau og så husker at nyde det, når vi har sat os selv i den her position, selvom det kan være svært.
Kampen har stor betydning for begge hold, da AGF kæmper om guldet, mens Brøndby stadigvæk har en mulighed for at få bronzemedaljer.
- Jeg forventer, at der bliver en vild stemning. Det er altid fedt at spille de her store kampe på Brøndby Stadion.
Kamp med særlig historie
For to år siden fik Mortensen en hovedrolle på Brøndby Stadion, da han blev matchvinder i 3-2-sejren, der sendte guldet til Herning i guldkampen mellem Brøndby og FC Midtjylland.
Selvom den 36-årige angriber er bevidst om forhistorien, køber han ikke, at det skulle have en betydning, når dommeren fløjter kampen i gang på søndag.
- Jeg har godt kunnet fornemme, at der er mange, der snakker om hævn og kampen for to år siden.
- For os er det en kamp på 95 minutter. Jeg forventer, at Brøndby, uanset kampens betydning, går på banen for at vinde. Men mon ikke, at det også er blevet nævnt hos dem, at de muligvis kan gøre det onde ved os.
Da Mortensen scorede det afgørende mål tilbage i 2024, kom angriberen i fokus, da han valgte ikke at juble efter sin scoring.
Det har han dog tænkt sig at gøre, hvis han skulle få bolden i nettet på søndag.
- Selvfølgelig jubler jeg, hvis jeg scorer. Dengang var det for at vise respekt og fairplay over for et hold, som var i knæ. Nu er det os, der står i den situation, så jeg lover, at jeg jubler, hvis det lykkes på søndag.
Kampen mellem Brøndby og AGF fløjtes i gang på Brøndby Stadion søndag kl. 18.00.

Slagsmål og splittelse i Real Madrid
Hattrick | Afsnit 78Real Madrid sejler rundt få dage før El Clásico med interne konflikter, disciplinærsager og spillere, der angiveligt har bedt om fri fra træning.
Læs mere
AGF
3F Superliga







































