Tak for hjælpen og farvel igen.
Nogenlunde sådan var oplevelsen for Max Power og stort set hele Al Qadisiyah-truppen i forsommeren, da oprykningen til Saudi Pro League var i hus.
AGF’s nye englænder, som har spillet mere end 400 kampe i det engelske ligasystem, har mere end bare én interessant historie at fortælle.
Bold spurgte Power, hvordan i alverden en rutineret englænder som ham var havnet i AGF. Og så åbnede den tidligere Wigan- og Sunderland-spiller ellers op.
Sidst aarhusianerne prøvede sig af med en af samme nationalitet, var det prominente Jack Wilshere, der repræsenterede De Hviie.
Og det var uden den store succes.
Max Power kan ikke prale af samme meritter som Wilshere, men bare navnet i sig selv gør den nye Superliga-spiller interessant.
Navnet er dog ikke det eneste, der gør AGF's nye nummer 16 spændende.
Opholdet på én sæson i omdiskuterede Saudi-Arabien bød nemlig på karrierens første store skade, en ofring af sig selv og et møde med nogle af fodboldens store stjerner, som stjal pladsen fra Power og holdkammeraterne.
Selv om det kan lyde hårdt, så er det for Max Power alt sammen helt okay – faktisk så nød han bare et år i varmen med familien.
Og nu er han i AGF takket være en gammel kending.
Magtfulde og rige ejere
Så meget som saudiarabisk fodbold møder modstand i Danmark, lige så meget ros sender Max Power i samme retning.
Artiklen fortsætter efter billedet

Fin økonomi, gode træningsfaciliteter, udvikling i fodbolden og ikke mindst godt vejr. Derfor opvejer det også følelsen af at blive kasseret på bagkant af en succesfuld sæson.
- Vi formåede at rykke op. Klubben, jeg var i, havde meget magtfulde og rige ejere. Så de fortalte ret hurtigt i sommer til størstedelen af spillertruppen, at de takker mange gange, men de ville gå en anden vej og hente nogle helt store navne.
- Nacho (Fernandez, red.), der selvfølgelig var kaptajn for Real Madrid, og Aubameyang (Pierre-Emerick, red.). Så det var fint. Jeg forlod selvfølgelig klubben på rigtig gode vilkår og med gode relationer.

Pierre-Emerick Aubameyang i kamp for Dortmund og Real Madrid tilbage i 2017. Foto: Paul Hanna/Reuters/Ritzau Scanpix
- Og man har set væksten i saudisk fodbold over de sidste to år, siden Ronaldo er kommet derned. Hvert transfervindue ser det ud til, at de får mere og mere fart på. For mig var det en fantastisk oplevelse med familien, fortæller Power til Bold.
16 nye spillere har Al Qadisiyah hentet ind denne sommer for lidt mere end 600 millioner kroner.
Blandt disse finder man udover Nacho og Aubameyang også målmand Koen Casteels med en lang fortid i Wolfsburg, schweiziske Cameron Puertas, der sidste sæson var en af de største profiler i den belgiske liga for Union St. Gilloise, og klubbens rekordindkøb i form af den 22-årige argentinske midtbanespiller Ezequiel Fernandez.
Ud ad bagdøren røg Power og 17 holdkammerater, mens fire andre er sendt på leje. Saudi-klubbens ejere holdt i den grad ord, da de fortalte, at andre veje skulle forfølges.
Hentet af Liverpool-legende
I 2021 skiftede Max Power tilbage til Wigan fra Sunderland efter et ophold i det nordøstengelske på tre sæsoner.
Frem mod skiftet til Al Qadisiyah sidste sommer bød de to år i Wigan på først en oprykning til Championship, der dog året senere blev vekslet til en direkte retur til League One.
Det var her Power valgte, at noget nyt skulle ske, da han allerede stod noteret for 300 karrierekampe i Englands tredjebedste fodboldliga.
- Jeg underskrev en toårig kontrakt til at starte med. Robbie Fowler hentede mig. Jeg er Liverpool-fan, så det var dejligt at arbejde sammen med Robbie. En virkelig undervurderet træner, og jeg er sikker på, at han på et tidspunkt kommer tilbage og træner hold, siger Power, der i alt har spillet 433 kampe i henholdsvis Championship, League One og League Two.

49-årige Robbie Fowler nåede blot at stå i spidsen i ni kampe i Saudi-Arabien. Foto: Craig Brough/Reuters/Ritzau Scanpix.
Straks blev den nye AGF’er gjort til anfører af Fowler, og selv om mål ikke blev scoret på samlebånd, stod Al Qadisiyah under engelsk ledelse med 20 af 24 point efter otte kampe i den næstbedste række tilbage i efteråret 2023.
Ud af det blå skete der dog her en radikal ændring for Max Power og holdkammeraterne.
Klubbens spanske tekniske direktør Carlos Anton fyrede Robbie Fowler, fordi bossens landsmand Míchel var ledig på markedet, og en aftale med ham var opnået.
Første kamp under spansk ledelse blev første nederlag i sæsonen, Power var ikke kaptajn, og han blev skiftet ud.
Faktisk endte 0-1-nederlaget til Al-Orobah den 1. november med at blive Max Powers sidste i oliestaten.
Skade, sprøjter og operation
- Jeg var kommet ind i en cyklus af smertestillende indsprøjtninger og medicin for at komme igennem kampene, og i sidste ende tror jeg bare, det havde indhentet mig lidt.
Som 20-årig i League Two-klubben Tranmere Rovers spillede Max Power 27 ligakampe på én sæson, og siden har det antal aldrig været lavere.
Gennem mere end ti år havde skader ikke påvirket den engelske midtbanespiller, men efter at have rundet 30 år var kroppen mærket.

I alt blev det til 137 kampe og 13 mål i Sunderland for Max Power. Foto: John Sibley/Actionimages/Ritzau Scanpix.
Og det var perioden efter Robbie Fowlers fyring perfekt for Max Power til at få bugt med.
- Jeg blev opereret i min lyske. Så pludselig var jeg i en anden del af verden, spillede ikke så meget fodbold, og det var nu mere et spørgsmål, om jeg stadig kunne løbe, lyder det fra Power i snakken med Bold.
Umiddelbart var det mindre indgreb i lysken ikke nok til at ødelægge en hel sæson.
To måneder efter var Max Power ved at være klar igen, men alligevel blev det aldrig til kampe i Saudi-Arabien igen.
- I januar, da jeg kom tilbage i form, var jeg stadig et stykke fra, hvor jeg ønskede at være, og til sidst så det ud til, at returdatoen ville være mod slutningen af februar.
- Klubben havde ambitioner om at rykke op, og i Saudi har de reglen, hvor man kun må have syv internationale spillere. Så jeg besluttede at hjælpe klubben, modvilligt selvfølgelig, fordi jeg ville spille så meget som muligt, og jeg følte stadig, jeg var tættere på en tilbagevenden, end udsigterne var blevet stillet.
- Til sidst endte jeg faktisk med at være fit i den anden uge af februar, men jeg havde opgivet min registrering for at hjælpe klubben, og jeg kunne derfor ikke spille resten af sæsonen. Så det var en speciel tid, hvor jeg trænede siden den anden uge af februar uden den belønning at spille en kamp, siger AGF-spilleren.
Første prøvetræning i 23 år
Med et velrenommeret navn i det engelske ligasystem har det aldrig været et problem for Max Power at finde en kontrakt på et passende niveau.
Kontrakten i AGF er den første i en top-liga, og derfor er den også blevet vundet på en lidt anderledes måde.
- Det har jeg nok ikke prøvet, siden jeg måske var 8 år gammel, siger en smilende Power til spørgsmålet om den prøvetræning, han måtte igennem for at overbevise Uwe Rösler og Stig Inge Bjørnebye i AGF.
Årsagen til, at Max Power, som umiddelbart ikke har noget forhold til Danmark, Aarhus eller AGF, endte netop der, er en gammel bekendt.
- Jeg vidste, jeg ville stå uden klub. Jeg kontaktede Rob (Kelly, red.), og så ledte det ene til det andet, og her er jeg.
Så du tog selv kontakt?
- Ja, det var lidt en gensidig ting. Jeg talte med Rob og sagde, jeg nok ville blive fritstillet. Ville der være interesse fra klubben, spurgte jeg. Og det var der. Så det var gavnligt for begge parter, fortæller Max Power.
59-årige Rob Kelly blev ansat som assistenttræner i AGF i sommer, og englænderen har som Max Power en fortid i Wigan fra 2021 til 2023, hvor han var assistent.
Uwe Rösler har ligeledes slået sine folder i engelsk fodbold og Wigan, som han dog forlod, et halvt år inden Power blev hentet til i 2015.

Rösler har tilbragt sammenlagt 13 år i England som spiller og siden træner. Foto: Ed Sykes/Reuters/Ritzau Scanpix.
Siden var AGF-cheftræneren i Fleetwood, som Power med Wigan spillede mod en enkelt gang tilbage i 2017.
- Ikke helt som David Silva
Selv om det i sommer blev til et brud i Al Qadisiyah, har Max Power ikke ligget på den lade side.
For en af aftalerne, han fik indgået med klubben, var, at han trods ophævelsen, måtte træne med klubben under hele pre-season.
Sammen med et forår udelukkende med træning har det ifølge Power selv gjort underværker for fysikken.
- Den periode, jeg har haft uden at spille, har faktisk givet mig mulighed for at nulstille kroppen, og jeg føler mig mere fit og bedre end nogensinde, siger den 31-årige englænder.
Søndag fik Max Power debut for AGF med et kort indhop til sidst i 1-1-kampen mod Silkeborg, hvor han blev smidt ind på midtbanen.
Her gør Power sig primært, men folket i Aarhus kan måske få at se deres nye spiller i andre roller også.
- Uanset om det er som 6’er, som 8’er eller 10’er, som jeg også har spillet før. Ikke helt som David Silva, men som en, der kan lide at presse og gå efter bolden.
- Jeg har også spillet for Sunderland som en af de bagerste tre. Så jeg tror, en af mine nøgleegenskaber er alsidigheden, siger han til Bold.
Max Power har i første omgang skrevet under på en kontrakt med AGF, der løber frem til næste sommer.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
3F Superliga





































