Slagsmål til en træning er ikke hverdag.
Alligevel skete det under AIK Stockholms træningslejr i portugisiske Almancil, hvor John Guidetti kom i klammeri med flere spillere under en fem-mod-fem-øvelse mandag.
Det rapporterer svenske Fotbollskanalen, der er til stede i Portugal.
Efter sigende røg først John Guidetti og forsvarsspiller Alexander Milosevic i totterne på hinanden, men det var ikke nok for Guidetti, der senere endte i endnu et slagsmål med målmand Kristoffer Nordfeldt.
De to skulle have stået med hoveder mod hinanden og taget fat i hinanden, inden flere spillere kom imellem og skilte spillerne ad.
Den tidligere Celta Vigo-angriber var dog ikke synderlig overrasket over hændelsen, men derimod tilfreds.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er super. Det er den intensitet, vi skal have.
- Vi er blevet venner igen. Det er sket 1500 gange før i de træninger, jeg har været med til, siger Guidetti til Fotbollskanalen.
Manager for AIK, Andreas Brännström, er også blevet forholdt situationen, som maner til besindighed.
- Der er så mange mennesker her, og vi lever side om side i 10-11 måneder, så der vil blive konflikter, og det er derfor vigtigt at få løst dem.
- Enten løses det på en god måde, som drengene gjorde. Hvis ikke vil spillerne skulle sidde som skoledrenge med mig og derefter løse det, siger Andreas Brännström.
AIK Stockholm mødte i fredags Brøndby, hvor de tabte med 1-2. På fredag møder de endnu engang et dansk mandskab i form af FC København.